At lære at leve med savn..

 

Savn har alle dage været en del af vores familie. Det var der fra starten af, allerede inden, der kom børn. Jobbet som flyvende har det med i kontrakten. Længsel og afsavn. Fravær. I dagevis. Af kortere og længere perioder. Sådan var det bare og sådan var det. (føljeton om Rios rejse 1 2 3 4

Man lærte at leve med det, men vendte sig aldrig helt til det.

Med børnene blev det tydeligere. Mindre for de voksne, men større for børnene. Savnet var som et ekstra barn, der krævede sin opmærksomhed og omsorg. Og forklaring. Hvorfor? og hvordan?

Den slags savn vendtes til et bevis på kærligheden. Det er okay at savne, for så ved man, at man elsker. At man er elsket. Børnene fandt tryghed i savnet. Og ro i tårernes afløb.

Beviset på en dejlig kærlighed. Fra dem og gengældt.

Med skilsmissen blev det et grund præmis. Nu var det ikke kun savnet af det momentane fravær, men et eksistentielt fravær. Et fravær af metafysisk art. Fraværet af en kærligheden. Den kærlighed, når familien er samlet. Når man kigger på eller bliver kigget på, af dem der elsker en allerhøjest.

Sammen.

Det var størst. Og det er væk.

Og der blev savnet svært.

Når det er tilvalgt. Selvforskyldt. Og når det er pådraget børnene.

Det savn har jeg endnu ikke foden på. Jeg har ikke fundet noget positivt at sige. Andet end, at det er beviset på, at der HAR været noget, der var værd at savne.

Og måske er det nok…

Og måske er det bare noget man må lære at leve med!

 

–

 

Flere indlæg om Rios Rejse

Hvad hvis jeg siger nej mor?

Følelses..virvar og forskydninger..

og så fløj han..!

Jeg fortryder..

Mit langdistance moderhjerte..

At lære at leve med savn.

Når I spørger mig hvordan jeg kan..

Han er hjemme igen

Billeder fra et tegneserie liv i Discovery Bay.

Endnu en afsked..

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'