Når I spørger mig hvordan jeg kan..

Så skal I bare vide … at det kan jeg egentlig heller ikke..

Jeg er sådan en mor, der ånder gennem mine børn. Jeg ER mine børn. Og jeg er intet uden. Jeg vidste slet ikke, at det var sådan, det ville blive, da jeg fik dem. Men en efter en, har de indtaget mit hjerte. Og frygten anden gang. -For, om man mon kunne elske en til, blev tilintetgjort, af et hjerte, der bare voksede til dobbelt størrelse.

Med tredje fødsel blev min skæbne forsejlet. Jeg går nu rundt med et over-forvokset hjerte, som fylder alt i mig.

Mine børns hjerte i mig.

<3

Så når i spørger mig, hvordan jeg kan… – sende min søn, min lille bitte baby af en 11 årig søn til Hong Kong til et skoleår hos sin far, så kan jeg faktisk heller ikke..

Men mit hovede kan.

For mit hovede kan det, som mit hjerte ikke kan.

Så selvom mit hjerte synes det er svært, så ved mit hovede, at det har potentialet til at være godt. Og så har jeg bare brug for en lille smule hjertesnak ind i mellem. Til at holde det i ave.

Og i dag spurgte jeg ham fra hjertet, for jeg kan mærke, at han passer på. På mig og på sin far.

Skat <3 Vil du turde være ærlig?

Kan du fortælle mig, helt ærligt hvad du føler? Er du glad? Er det her det rigtige valg for dig? Trives du med at være herude?

For du skal vide, at det er os, der skal passe på dig.

Han fortalte mig, at det går godt. At det er nemmere nu, end det var. At han holder fokus på de gode ting. At det går okay med alenedagene, når far flyver, men han ikke så godt kan lide at være alene om tirsdagen, men ellers er det ok. Han siger, at det hjælper, at han har sine to ekstra familier. Maria og Thomas og Irene og Jens og alle børnene. Han siger, at Rose er sød. Han krammer Duggi, når han savner os og så læser han en bog for at få tankerne på noget andet. Det hjælper. Og så går tiden bare. Og han hygger sig. Og han ved, at han kommer på besøg igen. Han siger, at han er lidt stresset over lektierne, men synes samtidig, at det er sjovt. Skolen er god. Livstilen er spændende. Det er nemt, og også lidt kedeligt. Ind i mellem. Han er glad for jeg kom, men også bange for om jeg er ok. Det ville være bedre, hvis vi alle sammen var sammen, eller sås sammen. Det holder han fast i. Også selvom han er stor nu. Der vil han gerne være den lille.

Og efter sådan en snak.. så kan jeg godt igen. Så tænker jeg, at mit hovede havde ret og mit hjerte ikke behøver frygte. Det skrumper ikke af at dele min søn. Kærligheden er ikke mindre. Måske er den blot blevet tydeligere. Fået lidt mere plads. Taget ud af dagligdagens trummerum. Værdsat på ny. Pusset af og reflekteret over. Sat nye mål og tanker.

Måske er mit hjerte kun blevet større.

Måske er det derfor jeg kan.

<3

Flere indlæg om Rios Rejse

Hvad hvis jeg siger nej mor?

Følelses..virvar og forskydninger..

og så fløj han..!

Jeg fortryder..

Mit langdistance moderhjerte..

At lære at leve med savn.

Når I spørger mig hvordan jeg kan..

Han er hjemme igen

Billeder fra et tegneserie liv i Discovery Bay.

Endnu en afsked..

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'