Se mor! Han har ikke noget ben..

Mig og min Papsøns rejse.

Indlægget indeholder reklamelinks
Reklamelinks er markeret med *

c0f83cfd-f0be-4d4d-970f-e20f294bc91b

Så er det dags for afrejse for Williammin og mig. Om et par timer står vi i lufthavnen, hånd i hånd på vej på eventyr.

Williammin er min yngste papsøn på snart 10. Jeg har kendt ham siden han var en lille prut på knapt tre et halvt år, der gik løb rundt og bad om en kiks(eeeee) hele tiden. Og kiks det fik han! Og Cola og en masse kærlighed og måske knapt så meget af de tre Rér – rammer, regler og rutiner..

Han var en lille hyper og kærlig gut, der ikke så farer nogle steder, udfordrede sin motorik (og mine nerver) konstant og så holdt han på sin afføring. Og det gjorde han, til han var helt blodsprængt i øjne og kinder, det lille pus.. Der var meget at holde fast i for en lille knægt, der ikke helt forstod, hvad der foregik omkring ham. Men god og mild og ikke særligt krævende var han. Faktisk havde han aldrig en trodsalder, men greb livet og det der kom. -Om der så røg en papmor og to storesøskende oveni puljen.

Vi havde hver en William,

-og min havde heldigvis et fint mellemnavn, RIO, som engang havde været på tale som fornavn, men modet havde ikke været til det. Nu ville skæbnen, at min søn der dengang var knapt 6 startede i skole med en anden William samtidig med, at han også fik sig en lillebror med samme navn. Så det gav sig selv, at han blev til en William Rio, som med tiden blev til bare Rio. Men for at vi dengang ikke bare skulle tage navnet fra min søn, gav vi begge drenge kaldenavne og William blev så -meget forvirrende- til WilliamMIN, selvom han ikke var min.

Grunden var, at han havde den søde vane med at sige Min foran alle han talte til. Min-far må jeg godt få .. (en kiks selvfølgelig) Min-farmor kommer du snart og besøger mig. Min-Heidi må jeg godt få … ( en kiks)… !!

Vi fik styr på navnene. Og rimelig hurtigt fandt vi også ud af, at den der med “dine børn er dine og mine børn er mine og vi opdrager hver især vores” ikke holder i den virkelige verden, når man skal leve sammen i længden – og kan se, at tingene ikke fungerer..

SÅ jeg fik styr på kiks og cola,  trafiksikkerheden og toilettræningen. Og Peter fik skubbet til min  oversensitive og ret kræsne dreng, (læs om Rios reflux her) så han fik lidt mere hud på tuden og mod på både mad og tillid til at kunne tåle at slå sig – uden det lød som om han havde fået revet en arm af…. og så fik han gjort mig opmærksom på at storesøster ( til en lillebror med smerter fra spædbarnstiden) savnede mig..

Blandt meget andet..

Vi fandt en vej. Og jeg skal slet ikke få det til at lyde lyserødt!

Det har været skide hårdt at få vores sammenbragte liv til at fungere, -med hver vores værdier og tanker om, hvordan man lever og opdrager – på både dine, mine og vores.

Det er en rejse… en proces! Og vi arbejder stadig med den. Dagligt.

For en god relation til papbørn kommer ikke af sig selv.

Begrebet “Bonus” er i høj grad noget papbørn, efter min mening, først bliver til, når man er nået til den alder, hvor det bliver nemmere at bygge en relation på gensidig give and take.

Lad mig tage bladet fra munden og være så ærlig som at sige..

Papbørn er mest af alt et out-put.. Alt hvad man putter ind, bliver på magisk vis forvandlet til mere kærlighed til de respektive ægte forældre og tilbage er der mest af alt sure underbukser, flere (kræsne) munde at mætte og flere forestillinger om dig selv, som menneske, som du må se gå til grunde… For helt ærligt.. Nogle gange er børn lige præcis så rædselsfulde, at kun deres forældre (og bedsteforældre kan elske dem) og hvis du ikke kan forestille dig at bo sammen med (nogen af ) dine bedste veninders børn… hvordan tror du så i virkeligheden det er at bo sammen med din kærestes børn???

Lad den stå lidt.

Det går bare op og ned i den sammenbragte familie. og ja – hvis man syntes det var svært at være familie før man blev skilt, så skal man ikke forestille sig at der nødvendigvis er grønnere på den anden side. Men det KAN der blive.

For heldigvis går det fremad jo mere man alligevel investerer i hinandens børn. Især med alderen. De begynder at få øjne op for en. Bliver trygge og får tillid, når man gider at opdrage dem, og ikke bare er ligeglad, fordi det alligevel ikke er ens barn…

Nå men det er der vi er i dag. Snart 7 år sammen. Williammin og jeg. Og i dag skal vi fejre vores relation med en Mor og (pap)søn tur.

Og det er den relation Williammin og måske mest jeg, har tænkt mig at give et ordentligt skub i den rigtige retning, med vores tur i dag. Williammin er ikke så kompliceret. Han elsker mig bare,  når jeg er sød og når han ikke lige synes jeg er den fedeste, så holder han sig lidt væk. Så selvom han (eller måske mest af alt hans forældre) har givet mig et par grå hår igennem tiden, så føler jeg mig heldig trods alt. ( sagt med et glimt i øjet<3)

Og på denne her tur.

Der er det ham og jeg der skal holde i hånden. Os der skal være rejsebuddies. Vi skal pakke kuffert, spil og hygge til turen. Vi skal shoppe magasiner og indrette os på vores sæder, så skal vi vælge film sammen og falde i søvn op af hinanden. Måske skal han nusses på ryggen, hvis jeg kender ham ret.. Min plan er at han skal mærke en masse på den her tur… Mest af alt skal han mærke, at han er i centrum.

Bangkok* møder vi far et par dage og så rejser vi videre ud til hans storebror i Hong Kong. Og selvom, Rio alligevel snart vender hjem til Danmark, så skal vi lige nå derud. William skal have øjne på, hvad Rios liv i Hong Kong har været. -Så han kan snakke med, når vi andre taler om Hong Kong.

Så han kan se sin storebrors værelse, besøge hans skole, tage båden til Central, bade i poolen, hike, shoppe, lege og feste.

Og så tager vi hjem igen næste mandag.

Forhåbentlig med rygsækken fuld af gode minder og sjælen fuld af bonus..

Og et skridt videre i vores relations rejse <3

9c67b65d-6824-4932-a501-d30e007ca0c5

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

5 kommentarer

  • E

    Jeg bliver rørt og glad, når jeg læser om dit arbejde med – og din relation til – din søde papsøn. Hvor er det ærligt og fantastisk. Jeg var selv den uheldige type, der mistede sin mor som 5-årig, skulle flytte hjem til sin far og her fik en papmor, der på ingen måde syntes, at jeg havde en plads i hendes hjem. Det ødelagde mig endnu mere end jeg allerede var i min store sorg. Så jeg ved hvor meget det betyder at føle sig elsket, ligeværdig med de andre børn og opleve omsorg, opdragelse, rummelighed og ikke mindst relationsdannende ture og oplevelser. Hvor gør du det bare skidegodt. Det havde jeg bare lyst til at sige. Og det gør din Petermand selvfølgelig også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tak Emma, det er rigtig flotte ord, men de er også lidt for store til, at jeg kan tage dem helt på min kappe. Jeg har haft meget store udfordringer med at være sammen med min papsøn, da hans hyperhed har kollideret en del med min sensitivitet og meget store omsorgsgen. Jeg har været meget frustreret over hans udfordringer, som jeg følte, at jeg ikke magtede ved siden af at få en baby, der også havde hypergenet med sig, som helst ikke skulle falde ud til koncentrationsbesvær og indlæringsproblemer. Jeg har taget meget ansvar for ham, men jeg har også været meget stresset over ham.. og det er ikke altid kommet godt ud. Jeg tror, man skal have prøvet at bo sammen med en andens barn for at forstå hvor svært det kan være. Så kan man i hvert fald bedre sætte sig ind i det… Omvendt ville jeg have meget lettere ved at tage ham ind, hvis jeg kunne have overtaget ham helt.. Din situation lyder så urimelig unfair… og jeg får helt ondt i maven over, at hun ikke har magtet opgaven, men sandheden er, at jeg også har været ved at give op flere gange og gå fra det hele….. Jeg har fået en meget større forståelse for min egen stedfar efter denne rejse… og jeg var ellers papmor i forvejen og havde set mig selv i et meget anderledes pap-lys før jeg fik William i mit liv. Det jeg vil sige er… tilgiv hende.. hun har måske gjort det bedste hun kunne…. og selvom det ikke lyder til, at det var godt nok, så er du blevet den du er i dag, med en langt større empati og indsigt end du ellers ville have fået….. men mit hjerte bløder for den lille pige der mistede sin mor… håber du fandt heling <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Bare rolig – jeg placerer dig ikke på en piedestal. Jeg er HELT sikker på, at det bringer store udfordringer med sig. Og jeg har heller ikke indtryk af, at det har været nemt for dig. Slet ikke. Men dét, at du faktisk har gidet kæmpe kampen og ikke har givet op på forhånd, og har været klar på at det krævede hårdt arbejde, selvudvikling og sikkert mange tårer på vejen, dét ser jeg op til. Og det var dét, min egen stedmor manglede. Viljen til at få det til at fungere. Det er måske mest af alt den, jeg ‘roser’ dig for. Jeg kan nemlig sagtens sætte mig ind i, at det er SVÆRT at skulle have en vigtig rolle ift. til et barn, man på sin vis ikke har valgt (men det har man jo alligevel), og jeg finder det også naturligt, at man elsker sine egne børn på en helt anden måde. Og i højere grad. Det er også helt ok. Grænsen går ved at man er ubehagelig og slet ikke reflekterer over rollen eller forsøger, at kæmpe sig til en situation hvor alle kan have det godt sammen. Det gjorde min stedmor ikke. Det gør du. Det synes jeg er tydeligt.
      Man finder aldrig rigtigt heling fra dét, jeg var igennem, men jeg har det godt og er et helt menneske, der nemlig heldigvis er både empatisk og som har fået det bedste ud af situationen. Ingen vælger hvordan kortene deles ud, og man må spille med den hånd man har :-). Tilgivelse.. for mit vedkommende ville det nok kræve et tegn på, at hun selv vidste, at hun havde fejlet. Den selvindsigt har hun ikke. Min far derimod, som ikke skærmede og beskyttede mig, da han burde, ham har jeg tilgivet, og det betød faktisk mere. Tak for din søde kommentar. Jeg håber I havde en fantastisk tur.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg er helt tosset med din tilgang til din pap (💕bonus💕) søn ❤️ Fedt at i tager på tur – hatten af for det !

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se mor! Han har ikke noget ben..