Min historie: Fra Miss Universe til En “lille Miss” i mit univers… Part to

Det er godt nok to år siden jeg udgav første del i føljetonen om min vej til jordemoderfaget og faktisk var denne anden del her allerede skrevet, og der var mange, der efterspurgte opfølgeren, men jeg gik lidt kold i fortiden og den unge Heidi og havde brug for at distancere mig for at få plads og myndighed til at skrive på min bog.

Det var en evig indvendig dialog jeg havde i bloggens unge dage, om jeg underminerer min jordemoderkarriere ved at dele så ærligt ud om hele mig her på bloggen. Men jeg har forlængst valgt at være mig selv tro. Jeg elsker at reflektere skriftligt og dele mine tanker i et mix af personlige minder og faglighed her på bloggen, og jeg er kun blevet stærkere som jordemoder af at dele med jer, så nu får I lov at høre om min tid som skønhedsdronning.. – også selvom det ikke lige står først i indbegrebet af en jordemoder 😉

Hvis du vil læse første del så er den her. Min Historie: Om at finde sin vej og sig selv.

……

Vi var nået til det tidspunkt i mit liv, hvor jeg blev opfordret til at stille op i en skønhedskonkurrence..

 En Miss Universe Danmark konkurrence.

Altså sådan en, hvor man både skulle se godt ud, vide det selv OG vise det til hele verden!

Og det var ikke bare en opfordring, det var faktisk overtalelse.. for jeg sagde blankt nej tak til at starte med. Jeg var 23 år og ikke helt overbevist om, om jeg så godt nok ud eller overhovedet havde lyst til at vise det til hele verden. Men min Girlsquad mama fik mig overtalt. Tag det for udfordringen, sagde hun og stak mig et ansøgningsskema. Og før jeg så mig om, var jeg blevet valgt ud til at være i blandt de ti smukke piger, der måneden efter skulle konkurrere i tre dage om en af de tre placeringer.

Vi blev stylet og fik taget billeder og jeg nød det! Det, at jeg ikke helt følte jeg havde en reel chance, gjorde, at jeg bare gik all in til interviews og på scenen, væk var præstationsangst og eksamenspanik… for jeg havde jo ikke noget at tabe..

Og det ville da være sjovt at få en lille placering om ikke andet så bare for komplimentet og konkurencegenet… Jeg havde håbet på en 3.plads.. for at være helt ærlig, så kunne jeg også godt se mig selv nappe den anderkendelse .. at blive nr 3 ud af ti smukke piger ville virkelig ikke gøre mig noget!

Da de annoncerede 3’eren og det IKKE var mit navn, der blev råbt, fik jeg en lille overmodig snert af håb, OM jeg mon kunne hive en 2. plads, men da konkurrencens, efter min mening, smukkeste pige blev råbt op, gav det ikke den mindste plads til tanker eller håb om, at jeg skulle have en chance..

Så jeg stod i mine egne tanker og glædede mig over, at jeg ikke havde inviteret min familie eller for mange venner til finalen, for det var da en smule pinligt at stå deroppe i spotlightet med smilet klistret på og høre de andres na….

Og så lød mit navn!

Jeg blev stående, halvt fordi jeg stadig var i mine egne tanker.. og halvt fordi jeg bare tænkte FUCK FUCK FUCK!

Den havde jeg ikke set komme….

Jeg havde glædeligt siddet til interviewsene og flottet mig med at fortælle om mit nye job i SAS – Jeg husker tydeligt sætningen, som de havde nikket anderkendende til. “ja, jeg vil have det godt med at tage Miss Universe Danmark uniformen på, for jeg er vant til at gå med uniform til hverdag i mit job som stewardesse, men derudover befinder mig også godt i min helt egen Heidi uniform”. Jeg havde spillet højt spil for at få den placering, så selvfølgelig ville jeg kunne få fri, hvis jeg gik hen og vandt og skulle afsted til Cypern om mindre end seks uger til tre ugers konkurrence.. Jeg havde bare ikke regnet med at vinde!

Så imens folk klappede skyndte jeg mig af scenen og fløj ud og gemte mig i baglokalet.. Jeg var rystet og lidt flov også, for hvad fanden havde jeg nu rodet mig ud i…

Men det lykkedes..

SAS gav mig fri og fandt reklameværdi i den unge 22 årige SAS-stewardesse, der tog ud og “kæmpede for Danmark”.

Der var penge i omtalen.. lige indtil der alligevel ikke var mere i det, da jeg ikke fik en placering i den top ti, der blev udvalgt ud af de 69 piger fra hele verden. Nogle havde nævnt, at jeg var set på en liste som nr 17, så sætningen For Syv Sytten kørte i mit hovede non stop i tiden efter, hvor jeg så mine 15 minutters fame forsvinde ind til et kort lille eftermæle i SE og HØR.

MEN det havde været en kæmpe oplevelse at være afsted…! Jeg havde gået fra at føle mig malplaceret i starten til at finde mig selv og min skønhed og ligeværd med de andre skønheder… Der var jo ingen, der var fuldkomne og min forestilling om skønhedsidealer ændrede sig sammen med min tiltro til mig selv.

3 uger som kendis på Cypern.

Inviteret til Banketter og Galla fester, med fanskare og underskrifter alle vegne, hvor vi kom frem. Det var surrealistisk og sjovt. Trænet og make-uppet og en del af en kæmpe tv-produktion… Selvom det havde været lettere frustrerende for en selvstændig dansk pige at blive hundset rundt af amerikanske husmoder-chaperones og blive holdt under kontrol og udgangstilladelse i 3 uger, så var det en Once in a lifetime experience og jeg tror jeg var 10 cm højere, da jeg kom hjem til Danmark og spændt gik den lange mil gennem Københavns lufthavn ud til velkomsthallen… mon der ville stå nogen med mulighederne åbne for mig… mon jeg ville kunne komme videre med min Miss- titel…? gøre en forskel?

Jeg havde mange gode ideer. Alt fra mobbe-ambassadør i skolerne til fritidshjemsforedrag med fokus på indre skønhed, sundhed og troen på sig selv.

Jeg var klar til Danmark!

Men Danmark var bare ikke rigtig klar til mig.. Der var slukket og lukket. Ingen muligheder, ingen opmærksomhed og ingen der rigtig interesserede sig for mine tre ugers eventyr, udover min familie og de venligste af mine veninder..

Selv den dokumentar, der var blevet lavet af eventholdet bag licensen til Miss Universe Danmark, røg i skraldespanden -sammen med de fleste af mine billeder og videodagbogen jeg møjsommeligt havde lavet og ville dø for at have fået tilbage… Jeg kunne tage mine ideer og gode intentioner og pakke sammen. Danmark var ikke gearet til en Pageant-ambassadør.. og da slet ikke en, der ikke var blevet placeret.

Jeg tog det som en oplevelse.

Tilbage i luften som stewardesse, fik pilotdrømmen fart. Nu med et nyt selvværd. Da min pagt med mig selv og de 3 år var gået og jeg i mellemtiden havde mødt ham jeg troede skulle være manden i mit liv (som tilfældigvis selv var pilot), var det tid til at tage mig selv og min drøm seriøst.

Det skulle være!

Jeg fik studiedeltid i sas og startede et tre- mdrs GSK kursus i højniveau matematik. Nu skulle den matematiske forståelse sgu ind under huden! Samtidig med, at jeg begyndte at fatte matematikkens sprog, begyndte jeg også at blive umådeligt sulten.. Altså ikke bare sådan på livet, men på rugbrød! Og leverpostej… Og syltede Agurker…!

Jeg gik for første gang til eksamen uden angst. Lavede et 10 tal både skriftligt og mundtligt og kvitterede ved at kaste op i skraldespanden… Det havde måske været meget lig mig i min gymnasie-eksamens stil, hvor jeg barfodet og hyperventilerende fandt vej ud af et vindue fra 1 sal.. fordi det gav rigtig meget mening lige der i eksamens stituationen… men det gjorde, det bare ikke rigtig her med overskud og hvilepuls på 50..

Jeg gik hjem og tog en graviditets test..

Den var negativ.. Puha… Vi kiggede lettede på hinanden… Godt nok havde vi smidt pillerne og tænkt en romantisk tanke om, at skæbnen godt måtte tilfælde os et barn en gang indenfor det næste år, men vi havde vist ikke helt gennemtænkt den og var alligevel ikke helt klar på konsekvenserne.. Og vi havde da også passet på.. eller hvad..?

Ugen efter, stadig med udebleven menstruation, fik jeg en meget tydelig drøm. I et stort sort rum hang der en lysende bobbel med en lille baby indeni.. der vinkede til mig… Det var som om den prøvede at sige noget til mig…

D U   E R   G R A V I D  …

Og så vendte jorden lige rundt og ophævede tyngdekraften og forsøgte at smide mig af…!

For jeg VAR virkelig GRAVID…

25 år gammel, og kun et lille år inde i vores forhold…

Nå.. Men så skulle jeg jo i hvert fald ikke være pilot… For nu skulle jeg være mor… og vi skulle have en lille…. og vi skulle være familie .. og vi skulle i hvert fald ikke være en familie med TO piloter… Eller det kunne vi i hvert fald ikke… Og så var der jo ikke grund til at diskutere det mere. Som trøst for de knuste drømme blev det aftalt, at jeg en dag skulle have et A certifikat, et lille hobby certifikat, så jeg i hvert fald kunne få lidt luft under min ungdomsdrøm.

Og så fik jeg travlt med at blive voksen.. Jeg skulle jo være mor.

Og imens jeg skulle finde mig selv i denne nye rolle, skulle jeg navigere i flere og flere anmasende tanker om, hvordan det burde være.. det der med at skabe familie. Burde man feks ikke have den der uddannelse først? og et veletableret forhold? måske et rigtigt hjem og styr på sagerne? Sammen med maven voksede mine bekymringer.

Tre måneder inde i graviditeten blev piloten fyret. 9/11 havde ramt flyvebranchen hårdt og nu ramte eftervirkningerne også os og så var der pludselig mere lort på styret end der var styr på lortet….

Hvilken vej det gik fortæller jeg om næste gang.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'