Billeder fra vores vinterferie og test af vintertøj til børnene.

Elsk din gravide hjerne <3

Lige så snart du får to streger på den lille pind åbner der sig en favre nye verden for dig. Pludselig skyder der runde maver og barnevogne op alle vegne. Du bliver opmærksom på babybutikker og udstyr, som du ikke anede var en del af pakken. Bøger og blogs og mange mange gode råd og ting, som andre gør, som du burde, nu hvor du ruger på jeres lille rene råmateriale af et barn, som selvfølgelig skal have de allerbedste forudsætninger i hele verden. Du har heldigvis ni måneder til at vænne dig til denne nye verden. Til at modne dig og blive klar, lære at sortere i inputsene og finde ud af, hvad der føles rigtigt for dig. Hvad har I brug for og hvad kan du lade gå hen over hovedet..

Men du havde ikke lige medregnet, at de to streger, som åbnede jeres nye virkelighed op for jer, snart blev til en bule på maven, som åbnede jeres nye virkelighed op for alle andre.. langt før end de ni måneder du skulle ruge færdig- ikke kun på barnet i dig, men også på den forælder, du skal blive. Så nu bliver du mødt med forælderen i de andre… Alt det de gerne ville have vidst før, men som de nu ved med erfaringen. Og meget kan du bruge. Men noget skal du sortere fra. For sammen med de to streger åbnede ikke kun din virkelighed, men også din psyke.

Graviditeten kommer med en kaskade af hormoner, som har til formål at sørge for, at din graviditet kan sidde rigtig godt og grundigt fast. Men det er ikke det eneste. Hormonerne åbner dig også op, skraber den teflon hud af som omgrænser, den person du kender. Giver dig mulighed for at lære dig selv at kende på ny, udvikle dig og finde dig selv på vej til rollen, som den nye person du skal blive.

Nemlig nogens mor!

Du vil måske ikke kunne genkende dig selv. Du kan føle dig sårbar og flagrende, måske søgende eller tvivlende. Verden bliver lige pludselig et meget stort udefinerbart sted. Og du kan have svært ved at sortere i de indtryk du møder. Dit filter er hullet af hormonernes blødgørende effekt. Alt sættes relation til det nye liv, du er ved at skabe, som samtidig skaber dig og din nye virkelighed.

Det er smart nok, at du får lidt hjælp til fordybelse, indefra. At du tvinges lidt ud i at definere dig selv. hvem var jeg før og hvem vil jeg gerne være? Hvordan var min egen barndom? Mit forhold til mine forældre? Hvordan bliver jeg selv som forælder? Hvad kan jeg gøre for at optimere mine muligheder for at lykkes med min nye rolle? Du hjælpes til at reflektere og definere dig selv i den søde ventetid.

Men så kommer alle de gode råd. De velmenende sætninger med lister af ting du kan, bør og skal. Og de vælter ned over dig. Ansvaret over alt det, du ikke vidste, som du burde vide.. hvor meget mere burde jeg så vide for at gøre det endnu bedre? Og hvad med alt det, du ikke har nået at gøre i tide? Kan det så bare være lige meget? Er løbet kørt? Bliver du en god nok mor?

Heldigvis gør dit nye gravide hormonspejl dig også lidt bedre til at sige fra. Lidt mere firkantet, beskyttende og grænsesættende. Selvom du tager meget ind, bliver du også hurtigt fyldt op og lærer at sige fra. Du vil sikkert blive udfordret på områder, som du har brug for at udvikle i din graviditet. Måske får du bækkenløsning og bliver nødt til at lære at sige fra og bede om hjælp. Måske var du vant til og for stolt til at få hjælp før, men det er en god evne at have, når baby kommer. Så du ikke pludselig får presset dig selv op i et hjørne, hvor det hele vokser dig over hovedet og du ikke kan åbne op og række ud.

Se din graviditet som en taknemmelig forpremiere – hvor du kan få afprøvet, hvordan det føles at passe på dig selv. For det er ikke sikkert, at det har været nemt at sige fra eller til for din egen skyld, men det er måske nemmere, når du ved, du gør det for barnet i din mave.

I princippet er der kun et råd du skal tage helt derind, hvor det for alvor betyder noget og det er rådet om at finde kærlighed til sig selv. Øv dig i selvkærlighed, i at finde ro med, at du er god nok. At det du gør er godt nok.

Du er ét menneske, og alle de råd du møder kommer fra hundrede af mennesker. Intet behøver at være optimalt for at blive godt. Det er ikke kun, hvad vi gør, der gør os hele, sunde og lykkelige, men i høj grad hvad vi føler, om de ting vi gør. Og din graviditets psyke ville have godt af en kærlig hånd.

For du er god nok, Mor <3

 

Har du svært ved at finde dig selv i din graviditet, tilbyder jeg styrkende konsultationer med fokus på accept og tillid til den gravide psyke. Se mere om jordemoderterapi på www.meyermetoden.dk

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeder fra vores vinterferie og test af vintertøj til børnene.