Højt at flyve, dybt at falde, med mindre man lander i tide.. Om en svær beslutning.

Det var slut November, at jeg fik emailen, jeg havde frygtet, som fik mit hjerte til at synke ned i maven på mig.

Rios far bragte endnu et år på tale.

Det gik jo så godt derude. Rio var glad og trivedes på den nye skole og livet i Discovery Bay gik sin gang, med masser af overskud, rejser og gode oplevelser. Tilbagemeldingerne fra skolen var i top. Rio passede sin skole og nød sine fritidsaktiviteter og det regelmæssige liv hos far og deres filippinske hjælper Rose. “listen af fordele for ham er lang…” lød det sammen med beskeden om, at Rio selv var begyndt at åbne lidt op for, at det måske kunne være en mulighed med et år mere.

Så var det bare op til mig at overveje… Og jeg måtte gerne komme med nogle gode argumenter!

——————–

Det tog mig næsten en måned at svare. Det var ikke for at være uhøflig, uvenlig eller på nogle måde udvise noget som helst. Jeg kunne bare ikke svare.. Hver gang jeg forsøgte gik min klap ned. Jeg kunne ikke finde en eneste sætning. For eller imod. Jeg kunne ikke argumentere. Jeg ville bare gerne have min dreng hjem.

Så det blev svaret.

Jeg vil gerne holde mig til aftalen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Rio ville have det godt hos os begge. Der er fordele og ulemper på begge sider. Glæder og afsavn.

Men aftalen var ET år.

Og det blev til to.

Fordi sol og måne stod rigtigt og det hele faldt i hak med en følelse af, at det var den rigtige beslutning for ham. Med barnet i centrum. Og en masse formidlende omstændigheder, idet der var masser af muligheder for samvær, med planlagte ferier i løbet af året og mine muligheder for at besøge ham kva mit job i SAS.

Men Rio er ikke længere den lille dreng på 11 år, der tog afsted. Han er skudt i vejret og er ved at blive en ung mand. En fyr, der lige nu har lidt for mange alenedage i sit liv i Hong Kong, når far flyver og Rose serverer maden og han ellers selv styrer sin tid. Det er et ungkarleliv, i en meget ung alder, i en by med unge, velstillede Xpat børn. – meget langt fra mig og min moderføling…

Og ja argumentet for at sende ham afsted var, at han har brug for at mærke, at hans far vil ham, men han skal også vide, at vi herhjemme vil ham! At han er elsket og savnet i vores familie. At vi mangler ham og ønsker ham hjem. Og hans mor vil mærke ham…

Da jeg tilbage i November spurgte ham, hvad han selv tænkte om at blive et år mere, var han ærlig og sagde at “tanken voksede på ham og han nok var begyndt at være 20 % interesseret i at blive”. Jeg svarede, at jeg synes han skulle lade tanken falde til jorden. Og lade være med at vande den lille spire af lyst, for jeg kunne svare med det samme, at jeg ikke ville støtte op om det. At jeg kunne mærke, at min grænse var nået for, hvor langt mit moderhjerte kunne strække sig.

I de her to år har jeg prioriteret familiens rejsebudget til i høj grad at være centreret omkring Hong Kong. Jeg har rejst alene og med hver af de mindre søskende og vi har mødtes i Asien hele familien. Sammen med, at Rios far har sendt ham hjem på ferier, har der været mulighed for at ses med mindre end to måneders mellemrum. Men hvis Rio ville blive i Hong Kong kunne jeg ikke love, at rejserne stadig kunne prioriteres. Der ville også være en søster i USA at tage højde for og måske andre rejseprioriteter.

Det har været to gode år, der har givet os mere end de har taget fra os, men jeg er begyndt at kunne mærke afstanden på en ny måde. Min søn vokser og han er blevet mere og mere selvstændig og det i en by og et liv, hvor der er nogle andre normer end herhjemme..

Rio accepterede meget hurtigt min holdning. Han var nærmest lettet over, at jeg tog valget fra ham. Han havde bare haft den tanke, at vi jo havde nok børn, og det så ikke gjorde så meget, hvis han blev hos far.. Det sugede i maven på mig! “Jamen skat, VI mangler dig i vores familie. Du er en savnet storebror! Og Peter har aldrig ment, det var det rigtige, at du fik det sidste år. Vi ønsker dig hjemme hos os!” Han fik et lille smil på læben og varme i øjnene. Er det rigtigt? Det er meget dejligt at høre..

Du må aldrig være i tvivl skat…

Han skal hjem og være Rio… Storebror, lillebror, mors dreng og papfars søn og helt sig selv .. i sit værelse i vores Tetris familie i den lille lejlighed på Bryggen. Han skal være dansker igen og færdiggøre sin danske skolegang med 7. 8. og 9. klasse.

Kommer han nu kommer han tids nok til at kunne få et længere forløb og danne dybere relationer til hans ungdomsliv i Danmark. Og så må tiden vise, hvad der skal ske derefter.

Hvad hvis jeg siger nej mor?

Følelses..virvar og forskydninger..

og så fløj han..!

Jeg fortryder

Når I spørger mig hvordan jeg kan..

Mit langdistance moderhjerte..

Jeg elsker dig helt til Hong Kong og tilbage igen..

At lære at leve med savn.

Billeder fra et tegneserie liv i Discovery Bay

Endnu en afsked..

han er hjemme igen..

Fra Danmark til Hong Kong -med Love

Da Rio ville hjem..

Hvad hvis jeg siger ja mor?

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'