Fødselsdags tanker..

Når man som os har (u)planlagt, at familiens 7 fødselsdage ligger på 4,5 af årets måneder, -med William på 11 i slut september, Lucas på 21 i oktober, Nova 5 i slut november, Filippa 17 i slut december, Heidimor og Peterfar henholdsvis 43 og 46 i Januar og Rio 14 i start februar. Og der så også lige ligger jul og nytår oveni.. så må man godt kløjs lidt i festivitasen. Har jeg bestemt.

Derfor lod jeg min fødselsdag igår gå lidt stille af.. som den plejer..

Prøv at forestil dig, at du vågner dagen efter nytårsaften, og så er det din fødselsdag imorgen…. det er årets mest ugidelige dato.. Og jeg har altid et hyr med at navigere den. Altså, egentlig har jeg ikke de store forventninger til dagen… LIGE indtil den kommer tæt på.

Jo tættere vi kommer på dagen (altså jeg taler i timer.. for den har nærmest ikke eksisteret før jul og nytår er overstået) -jo tættere jeg kommer på at blive ældre.. jo yngre bliver jeg i mit tankespind…

Altså, sådan rigtigt barnlig. Og pludselig vil jeg alt og ingenting. Det lille barn i mig vil gerne fejres og have masser af gaver og opmærksomhed, men den voksne indeni mig orker ikke rigtig gøre væsen af sig. Har ingen ønsker og bryder sig egentlig slet ikke om at få gaver..  Det kan jo også bare egentlig være lidt ligemeget.. kan det ikke?

Altså der er jo alligevel ikke rigtig nogen, der orker mere.. Efter jul og nytår kan man ikke spise mere.. ikke drikke mere og man kan heller ikke rigtigt holde sig vågen, hvis jeg nu skulle finde på at invitere til en videoaften. Og jeg har selv madlede og minus inspiration eller på nogen måde overskud til at planlægge gæster og mad på en god omgang tømmermænd.

Det er en mærkelig form for ambivalens at være fanget i.. For ville det ikke bare være rarest for folk, at jeg sagde, de ikke behøvede at komme? Eller bliver de egentlig lidt skuffede over, at jeg dropper dagen? Kan man godt tillade sig at lade være med at invitere?.. altså vi holder jo fødselsdag for Filippa en uge før og Peterfar to uger efter..

Den er svær, den 2. januar…

Jeg tror dog noget af min kamp med fødselsdagen har rod i andet end datoen.

Måske noget med at være skilsmissebarn og aldrig have holdt en eneste fødselsdag med min farmor-familie. Den familie, som jeg idoliserede igennem hele min barndom. Min elskede farmor og farfar, mine søde fastre og deres kernefamilier og ikke mindst mine varme fætre og smukke kusine.

Mine fastre holdt deres familiers fødseldage sammen og jeg fik smagen af sammenholdet hvert år til vores første juledag sammen. Jeg elskede vores første juledage. Min far inviterede aldrig til noget. Det var ikke af ondt sind, han havde det bare ikke i sig. Jeg så ham hver tredie weekend op til jeg blev femten. Derfra blev det op til mig, om vi skulle ses.. men det er en anden snak.

Hvor ville jeg dog have elsket, at de kom til min fødselsdag. Hov jeg lyver, jeg har faktisk oplevet det een gang. Til min atten års fødselsdag. Det var stort. Den bedste fødselsdag i min barndom og så fik den lov at slutte barndommen af.

Ellers har jeg siden jeg var 2 år været skilsmissebarn og husker ikke mine fødselsdage før langt op i den nye familie vi fik med min stedfar, da jeg var fem. Jeg fik søstre som 7 og 9 årig, men ellers bestod min mor-familie kun af min mor og så en mormor og en moster med en kusine, som vi ikke havde kontakt til.

Så hvert år, når julen var overstået skulle jeg lige huske at invitere gæsterne. Min stedfars familie. Min Inga- farmor, som havde taget mig så fint til sig, og så mine stedfarbrødre, som aldrig rigtig var til at blive kloge på. Jeg fik nogle gaver og jeg spiste lagkage. Rigtig meget lagkage! Mere husker jeg ikke rigtigt andet end en udefinerbar følelse… En følelse af at være udenfor den rigtige familie. Være tilovers. At det var lidt pinligt at invitere til endnu en fødselsdag og så på sådan en ubelejlig dato….

Min familie var ikke en kernefamilie.

Det var en familie med ganske fine rammer i en smuk skovfogedbolig. Først i Hareskoven og senere i Sorø, med masser af dyr og min helt egen hest. Den første hest fik jeg samtidig med, at min første søster Laura blev født. Hesten kaldte jeg, Sitta, en lille Shetlands pony. Den bedste gave nogensinde. Og jeg smuttede ud til den i stalden, når jeg ikke kunne være derinde. Den næste søster kom knapt to år efter. Og samtidig med hende fik jeg byttet Sitta ud med Silver, en flot araber Wales Mountain vallak, som skulle opmuntre mig fra et stort tab af Sitta til syge lunger og en slagter.

Min mor og stedfar ville mig det bedste. Men som jeg husker det lå overskuddet på et meget lille sted i familien. Der blev skældt og smældt. Og jeg flygtede mere og mere ud til mine venner jo ældre jeg blev.

I mange år af min teenagetid brugte jeg enormt mange ressourcer på at sortere i mine tanker og blive ved at tro på alle de gode intentioner, hele vejen rundt.. Min far kunne jo ikke gøre for, at han ikke var særlig god til at være far. Min mor gjorde jo sit bedste. Det var ikke med vilje, at min far ikke investerede sin tid i mig. Han havde jo hunde, – det var HANS børn. Det var heller ikke min mors skyld, at hun kom til at slå – hun var jo selv et svigtet børnehjemsbarn og min stedfar truede og nev, når han var presset nok.. det var også bare fordi, at jeg var så besværlig.

Hvert år, et år ældre og mere indifferent overfor at blive gjort noget ud af.

Min mor og stedfar gik fra hinanden, da jeg var femten. Der var hesten forlængst skiftet ud med drenge og fodbold. Vi flyttede tre gange de næste to-tre år inden vi flyttede tilbage til ham igen og mit sidste gymnasie år var igen i de smukke rammer, i skovfogedboligen.

Et liv hvor jeg fik frihed under ansvar, hvor min mor bestemte og min stedfar trak sig. Jeg havde et kort bekendtskab til hash i anden G. og mine karakterer styrdykkede. Mest af alt fordi alle mine ressourcer gik på at dulme tankerne med overspringshandlinger, arbejde og venner.

Men fødselsdagene holdt vi stadig derhjemme, med de samme mennesker og de samme følelser.

Hvor jeg ofte tænkte, at rammerne nærmest gjorde følelsen af ensomhed større.. som om det smukke hjem grinte af vores forsøg på at være familie. Hvor mange af skænderierne drejede sig om mig og min teenagetid.

Min mor druknede sig i arbejde og efteruddannelse, Min stedfar havde travlt i skoven og på gården og mest forsøgte jeg bare ikke at gå i vejen i de svære år. Jeg var dybt egoisitisk. Men mine søstre ville jeg gøre alt for.

Jeg sluttede min hjemmeboende tid af med en studenterfest. Min far anede ikke, hvilken dag jeg blev student, spurgte ikke til mit gennemsnit, tænkte ikke over, at han burde have betalt halvdelen af min hue.. og han vidste heller ikke lige om de kunne komme til festen. Med så kort varsel. Men han kiggede forbi. Og han havde glemt at stoppe overførslen af de 700 kroners studiebørnepenge. Så det kunne jo være min gave.

Ja ja det kunne det da. Bare han kom. Og så på mig med de der stolte øjne…

Min mor og stedfar  gjorde sig umage – vi havde en dejlig lille fest. Jeg er ikke helt sikker på, om mine elskede farmor-familie deltog. Jeg husker ikke billeder fra festen.

Endnu havde jeg dog stadig min farmor-families første juledag. Der var varme og overskud og traditioner. Men igen var min hjerne på overarbejde og analyserede følelsen af at være lidt udenfor. De andre kendte hinanden meget bedre. Mine fastres familier havde også taget på ferie til spanien sammen med min elskede farmor. Og som jeg husker det, var min far og hans kone også med.. men de glemte vist mig.

Jeg er ikke sikker på, at det er sandheden, men det er det narrativ, der sidder tilbage i mig.

Tyverne var svære. Tankerne begyndte at æde mig. Min hjerne arbejdede og arbejdede med at sortere min barndom og mine relationer. Bliver ved at tro på det bedste. Min mor havde altid sagt – “ved du godt at jeg elsker dig”… men jeg var begyndt at hade den sætning.. for jeg var i tvivl.

Var det virkelig kærlighed. det liv vi havde haft?

Min mor holdt min tvivl ud. Hun stod for skud og hun besvarede mine konfrontationer. Ja hun havde slået mig. Mange gange. Første gang hun slog mig gik hun til lægen for at få hjælp. Hun havde slået sin tre årige datter. Hun fik nervemedicin.. det var det. Og det hjælp ikke.

Men det hjalp mig at høre, at hun havde forsøgt. Og det hjalp mig at høre, at hun ville ønske, hun kunne have gjort det anderledes. At hun altid havde ønske, at hun kunne give mig alt det, hun ikke selv havde fået. Nogen gange lykkedes det og andre gange fik jeg en smag af hendes barndom.

Jeg spurgte også min far. Hvordan var farfar som far? Med glæde i øjnene fortalte han, at han havde været den bedste far! Det undrede mig… for farmor var også fantastisk, så hvorfor var min far så – så dårlig til at være far for mig..?

Hvorfor havde han ikke taget mere fra, været der mere… hjulpet min mor, så hun ikke havde været så presset, så det gik ud over mig…  Senere, hvorfor kiggede han aldrig forbi og tjekkede om jeg var okay. Også da jeg var flyttet hjemmefra. Hvordan kunne han arbejde i København og ikke kigge forbi…? når ja .. hundene…

Det hjalp mig at høre, at han engang havde ønsket at få forældremyndigheden over mig. Han gav mig inddirekte den viden, der senere hen gjorde mig i stand til at sende min elleveårige søn ud og bo i Hong Kong hos sin far… Et barn, et skilsmissebarn har brug for at mærke, at faderen ønskede et liv med barnet.

Samtidig med, at jeg gik og kæmpede med at få styr på mine tanker om min barndom, blev min elskede farmor ramt af en blodprop. Hun var alt for mig. For en lang periode ophøjet til at være den eneste ægte barn/voksen kærlighed i mit liv. Den eneste jeg kunne regne med. Hun blev hårdt ramt. Lammet til en kørestol uden sprog eller forståelse i tre lange år.

Jeg blev også hårdt ramt. For hvordan sørger man over et menneske, der ikke har fået fred?. Samme år som farmor blev ramt startede jeg en lille ny familie.

Graviditeten gjorde mig mere sårbar. Nu var jeg ikke længere  nogens svigtede barn eller sørgende barnebarn, jeg skulle også selv være mor…

Efter min datter blev, født gik jeg i terapi. Og jeg begyndte at finde mig selv og få sorteret i alle forestillingerne og fortællingerne i mit hovede. Der var flere opgør og mange ting jeg skulle lære.

Året efter min farmor døde, inviterede min farmorfamilie, altså mine fastre, ikke længere til første juledag. Eller jo, de fortsatte traditionen, men uden os. Min kusine havde også undlad at invitere mig til bryllup. Det var ikke af noget ondt hjerte. De havde bare måtte begrænse sig. Første juledag gik ud på .. de var trætte af far. At han altid kom tomhændet og aldrig selv bød ind… At det var hårdt at være hans søstre..

Jeg bebrejdede dem. Jeg følte de tog min kerne-familie fra mig. De skulle bare vide, hvordan det så var at være hans datter… Men helt ærligt familie holder sammen! Man bliver bare ved med at tilgive.. Eller?

Det blev bare sværere at tilgive, som jeg selv blev forælder. Sværere at acceptere de manglende relationer, når det ikke bare var mig selv, der manglede relationen. Men også min egen lille familie.

Hvem er morfar?

Min mor arbejdede med sin relation til sine børnebørn. Hun blev en momse. Min far fik aldrig en relation til mine børn.

Selv havde jeg ingen andre, der havde børn i min omgangskreds end min kusine og en enkelt veninde. Mine søstre var for små til at være mostre.. Jeg måtte selv skabe en familie og lave relationer og traditioner.

 

Mine søstre knuselskede mig og jeg elskede dem, men som de blev ældre og selv fik teenagekonflikter derhjemme, blev jeg nødt til at trække mig fra at have en mening. Jeg kunne ikke rumme flere konflikter.

Jeg husker stadig den dag, hvor de ikke længere kom løbende mig i møde, når jeg kom hjem på besøg. Pludselig var de store. Det var faktisk en stor sorg ikke længere at være nogens lysende stjerne. Min ene søsters stjerner i øjnene døde så langt ud, at hun helt slukkede vores relation. Men det er en anden snak.

Jeg tænker tit over det, når Nova løber mig i møde. Hvor skal jeg dog nyde hendes begejstring og krævende kærlighed. Hvor skal jeg dog nyde at gøre mig fortjent til hendes kærlighed. Holde fødselsdage for hende.

Gøre mig umage for hende og for vores andre børn. Både fælles og “tetris”.. Og forhåbentlig gøre mig fortjent til deres kærlighed, så de også kan bære, de fejl jeg laver. Lære dem at tilgive. Sætte grænser og ikke mindst elske ..

Så de husker at ringe til deres mor på hendes fødselsdag.. Den eneste dag på året, hvor jeg er lidt mere barn end voksen.

Jeg elsker at være mine børns mor. Men jeg har stadig lidt svært ved at være nogens datter. Og jeg har altså også lidt svært ved at have fødselsdag.. men mon ikke jeg lærer det med alderen <3

 

Barn af en skilsmissefamilie..

Fars dags følelser… om at være barnet til sin egen far, lige meget hvor gammel man er.

Kan du spille det sammenbragte familiespil ?

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'