Når fødselsforberedelse giver mening for en Tanzaniansk bjergbestiger

Forord af jordemoder Heidi

Jeg har mange forskellige klienter, der finder vej til min praksis. Ind i mellem er det faktisk mændene der har fundet vej til Meyermetoden og andre gange kommer der nogle partnere, som slet ikke ved “what they are in for”. En sjælden gang imellem kommer der klienter, som har fået et forløb hos mig i gave og så er det sjovt at se deres udvikling i forløbet..

For det er ikke nogen helt almindelig fødselsforberedelse her hos mig. Jeg arbejder nemlig med fødselsmestring ud fra, HVORFOR Meyermetoden virker.

Meyermetoden er én teknik ud af mange, som jeg arbejder med, men den samler sig helt unikt om smerteoplevelsen, idet den både er psykisk og fysisk afspænding og så det allervigtigste, nemlig fælles ansvar for mestring. Læs mere her Hvad er Meyermetoden -den naturlige Epidural?

Da Mie og Ignas havde fået en fødselsforberedelse hos mig af deres veninde og jordemoder Julie, havde jeg godt på fornemmelsen, at de nok var i gruppen, der slet ikke vidste “what they were in for”. Derudover er Ignas fra Afrika og fra en kultur, helt uden fødselsforberedelse og ja helt uden mænd på fødestuer.. Så det var rigtig spændende at finde vej til deres fælles fødselsforståelse – og da det skete fik jeg gåsehud og tiggede Mie om at skrive det ned til mig – og til jer <3

Der er så meget vi kan lære i denne beskrivelse!

tak for jer Mie og tusind tak for dit skriv <3

At bestige fødselsbjerget…. Sammen.

Da min jordemoder (og bedste veninde) i sin tid overrakte et Fødselsforberedelsesforløb hos Heidi til mig som gave, vidste jeg kun, at det var noget med smertefri fødsel uden brug af klinisk smertedækning, og tænkte ”nu har hun sgu spist søm igen, hvis hun tror jeg ikke skal have medicin”.

Skepsissen var derfor noget stor, da jeg første gang troppede op med min Tanzanianske mand, for at blive introduceret til Meyermetoden. Jeg havde en klar forudsætning om, at hvis jeg selv synes konceptet klingede lidt alternativt i mine ører, kunne jeg kun gætte mig til genlyden i hans.

Min mand og jeg mødte hinanden for snart to år siden, da jeg rejste ned for at bestige Kilimanjaro. Det var ham som skulle hjælpe mig til tops som bjergguide, og da vi kom retur stod det klart for os begge, at vores fælles rejse ikke kunne slutte der. Siden har vi sammen været på opdagelse i hinandens kulturer, men det var nok først da jeg blev gravid, at det for alvor gik op for os præcis hvor forskellige steder vi kommer fra. I Tanzania er partneren nemlig oftest ikke involveret i fødslen. Faktisk holder de fleste kommende fædre sig på så lang afstand som overhovedet muligt, så da jeg temmelig insisterende påstod, at det ikke var kutymen i Danmark, var han mildest talt i chok. Han indså dog, at der ikke var nogen vej udenom; fødslen var på trapperne og han kunne ikke slippe afsted med at vente derhjemme.

Så vi tog afsted mod Heidi uden de helt store forventninger. Vores fødselsforløb på hospitalerne havde indtil da været en blandet fornøjelse, som grundet den helt åbenlyse sprogbarriere mest havde været informativt for mig. Jeg husker følelsen af at blive taget lidt med bukserne nede, da Heidi pludselig henviste sin undervisning egentlig primært til min mand, og pludseligt placerede ham som en aktiv medspiller i min fødsel.

Vi lyttede og lærte som dagen gik, men det var egentlig først da vi lærte om begrebet ’flow’ at der nærmest simultant gik et lys op for mig om min mand. Følelsen af flow, hvor omgivelser og hvad der ellers kunne være af støj, bliver totalt lukket ude, har jeg nemlig kun oplevet én gang før i mit liv – og det var, da jeg skulle lave mit topforsøg på Kilimanjaro. Jeg husker stadiet dengang for, at jeg for første gang nogensinde nåede et sted i min bevidsthed hvor der absolut ingenting skete. Sanser og tanker var slukket. Mørket gjorde at jeg ingenting kunne se, støjen fra stormen gjorde at jeg ingenting kunne høre, og efter min hjerne havde forsøgt et par timer at få mig til at vende om, lukkede den også ned. I omkring 12 timer bevægede min krop sig langsomt fremad, mens øverste kommandocentral i bedste corona-vending holdt sig en decideret lockdown. Jeg kan den dag i dag stadig undre mig over hvordan jeg nåede toppen, men noget dukkede op på lystavlen, den dag vi sad hos Heidi. I mit topforsøg havde jeg nemlig fået påført mig et par urimeligt store og hamrende irriterende skibukser, som ved hvert tiende skridt insisterede på at søge mod mine ankler. Til en start havde jeg travlt med at hive dem op samtidig med jeg gik, men i takt med at jeg kom i flow (eller runners high, som Heidi også bruger som metafor) glemte jeg alt om dem. Selvom det er lidt sløret i min hukommelse, kan jeg dog se på billeder, at bukserne altså blev nogenlunde på numsen hele vejen til toppen, på trods af at jeg glemte alt om at hive dem op. Hvordan det, spørger du så måske. Jo ser du, i 12 stive timer gik én person konstant ved min side. Og for hver gang skibukserne kravlede fra mig, så hev han dem op igen for mig. Jeg registrerede ikke engang at han gjorde det, men havde det ikke været tilfældet, er jeg temmelig sikker på at en forfrossen røv nok skulle have taget mig ud af flow på et eller andet tidspunkt.

Det var med den tanke, at lyset gik op for mig, og jeg var NØDT til at afbryde Heidis undervisning for at sige til min mand at det var dét han skulle til min fødsel – han skulle være den som hev mine bukser op, så jeg bekymringsfrit kunne være i flow (altså, jeg regner nok ikke lige med at have bukser på mens vidunderet skal presses ud, men forstå mig ret…). Siden det øjeblik har min mand flere gange fortalt, at han ikke længere er nervøs for fødslen. Han ved godt hvad han skal, og som han selv siger, så er han faktisk ret god til det efter at have arbejdet som bjergbestiger i 10 år.

Jeg nåede toppen af Kilimanjaro dengang for to år siden, og jeg ved med tryghed i hjertet nu, at vi nok skal få besteget ’fødselsbjerget’ sammen om små 30 dage også. Forhåbentlig uden for mange nedfaldende skibukser, men selv da ved jeg, at min bjergbestiger nok skal hive dem op for mig.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'