Kejsersnit med komplikationer og vejen igennem.

Da Anne Katrine fortalte mig om sine oplevelser ved fødslen af hendes to børn, spurgte jeg om hun ville dele sin beretning og erfaringer på bloggen. Fødsel med kejsersnit og komplikationer kan virke skræmmende, men vi kan lære så meget af andres erfaringer og det kan være både helende at skrive og læse en beretning som denne.

Normalt deler jeg kun “gode oplevelser” idet det er min holdning, at gravide ikke skal udsættes for negative beretninger uden at der følges op med forståelse og strategier.

Det her er ikke en af de beretninger, der normalt hører til i kassen ” den gode fødselsberetning” i udgangspunktet, for ikke meget blev som parret havde ønsket og håbet. De fik både et uønsket kejsersnit og et voldsomt blodtryksfald. Alligevel kom de styrket igennem skuffelser og komplikationer. Og endte ude på den anden side med en følelse af at have mestret noget stort.

OG dét kan vi andre lære rigtig meget af.

Alle vores udfordringer her i livet, kan enten gøre os svagere eller styrkede. Det kommer an på hvad vi fokuserer på. Anne Katrines beretning er et eksempel på, hvordan man kan gå med det, der gør os stærkere. I bund og grund drejer det sig om at have strategier og teknikker til at finde kontrol i kontroltabet.

Jeg underviser altid mine klienter til at være beredt til det værste, men forvente det bedste. Når vi har sat os ind i, hvordan vi kan håndtere det uønskede, frygten eller den komplicerede fødsel, kan vi fokusere på det normale. Når den så ikke længere er mulig, er det vigtigt at være omstillingsparat. Droppe kampen mod vilkår og hurtigt kunne finde ind i accept.

Det er nemlig i accepten, at vi får det bedste ud af den situation vi er i.

Tak til Anne Katrine for hendes fine beretning.

Tag godt imod lille Louis

Kære Heidi,

Lidt forhistorie: 

Jeg fødte i 2015 vores første søn ved et AKS pga manglende progression i min fødsel. Det forsøgte i 4 dage på at sætte mig i gang, men jeg var ikke klar og min baby stod højt, over bækkenindgangen. Han havde stået ustabilt hele graviditeten, både på tværs og i UK og var blevet vendt 38+1, dagen inden igangsættelse. 

Jeg blev så gravid igen i december 2018, og var spændt på hvordan lillebror i maven ville ‘opføre’ sig. Om han også ville stå i UK eller på tværs. I uge 28 stod lillebror i tværleje da jeg var ved jordemoder og jeg begyndte at frygte samme forløb som i 2015. Jeg bookede derfor et privat kursus i fødselsforberedelse efter spinning babies teknikkerne og købte samtidig din bog. 

Det første kapitel i din bog hulkede jeg mig igennem. Det var enormt hårdt at læse hvordan kvinderne var blevet hjulpet, når jeg selv sad med følelsen af, at have ligget på langs i 2 døgn med vedrop uden fremgang og uden en baby der trængte ned i bækkenet uden nogen særlig hjælp. Jeg følte mig ganske enkelt svigtet i min første fødsel, jo klogere jeg blev. 

Både min kæreste og jeg læste i bogen, vi øvede Meyertrykkene, vi lavede Rebozo og jeg lavede spinning babies øvelser næsten hver dag. Vi lavede en playliste med gode fødesange, og vi talte om alt det der skulle øge oxytocinen og hvordan vi skulle arbejde med at få vores baby til verden. 

I både min første graviditet og i denne har jeg haft for højt blodtryk og blevet holdt godt øje med. Jeg var klogere denne gang og derfor ville jeg gerne vente så længe som mulig mht igangsættelse. Da jeg var 38+3 anbefalede de mig virkelig at gå med til igangsættelse, fordi mit blodtryk var støt stigende og krævede nu medicin. Lillebror stod på hovedet, og “så dybt at jeg ikke skulle lægge mig ned hvis vandet gik” så jeg sagde ja. Vi skulle komme ind dagen efter om aftenen for at få lagt et ballon kateter, så de dagen efter det kunne tage vandet. 

Vi var klar, vi var spændte, vi snakkede om alt det vi ville gøre i perioden fra de tog vandet for at sætte skub i de naturlige veer. 

Da vi kom ind om fredagen til igangsættelse, får jeg lige tjekket at lillebror stadig står med hovedet ned af – tjek! Vi skal så lige gå over i et andet rum, lidt længere nede, hvor lægerne venter for at lægge ballonkateteret. Vi går måske 20 meter og lægen vil lige scanne for at være 100% sikker på at det nu også er hovedet der vender ned. 

De var to læger og den unge lægger ud, og hun leder lidt og jeg får spurgt “er der ikke et hoved?”. Overlægen tager over og finder fødder i bækkenindgangen, hovedet i venstre side og numsen i højre. Kæmpe chock for mig og jeg siger “så kan du godt tage at få ham vendt!”. 

På 10 minutter og en kort gåtur har han vendt sig fra hovedstilling til tværleje. Lægen siger hun kun vil vende ham, hvis de kan tage vandet – hvilket hun ikke forventer, så hun foreslår at de booker tid til kejsersnit i næste uge. Jeg blev så ked af det. 

Jeg blev undersøgt, og vores jordemoder konstaterer at man nok godt kan tage vandet, men at forholdene ikke er gode. Så hun vil ikke gøre det. 

Pga mit blodtryk, skulle jeg ikke vente til næste uge, så de foreslog kejsersnit enten om aftenen eller lørdag morgen. Jeg kunne ikke overskue det skulle være allerede om aftenen, så vi sagde det måtte vente til lørdag. Jeg var SÅ ked af det. 

Lørdag

Under mit kejsersnit i 2015 fik jeg et blodtryksfald af bedøvelsen og fik det rigtig dårligt. Det ville de prøve at undgå denne gang og var klar med medicin for at undgå det. 

Så kl 11:23 3/8 kom vores lillebror til verden ved et planlagt kejsersnit – 4410 og 52cm. Han fik sen afnavnling, mens de hyggesludrede og stemningen var ret afslappet og god. Jeg fik ham hudmodhud med det samme, og selvom de gjorde alt de kunne for at holde mit blodtryk oppe, lykkedes det ikke helt og jeg fik det dårligt, så min kæreste fik lillebror hud mod hud. 

Under mit voldsomme blodtryks fald hvor jeg fik det rigtig dårligt,  begyndte narkose sygeplejersken at trykke mig i panden. Og videre på armene. Det var virkelig rart at blive trykket på, og alt jeg kunne sige var “bliv ved med at trykke på mig”. Under mit AKS i 2015 hvor jeg oplevede det samme, lå jeg og jamrede. Jeg havde det SÅ dårligt og var virkelig bange fordi jeg ikke vidste hvad der skete og hvorfor jeg fik det dårligt. 

Denne gang kunne jeg, når trangen til at jamre meldte sig, vendte fokuset ind med min vejtrækning og trykkene i min pande og på mine arme, gøre lydene mindre og bedre være i mit blodtryksfald. 

Jeg vidste ikke under kejsersnittet, at det var derfor, men jeg tror fordi vi havde øvet og snakket om trykkene så var det på en måde lidt genkendeligt for mig. Da vi senere kom til at snakke om hvor meget det havde hjulpet at blive trykket på, slog det os at det var lige som Meyertrykkene. 

Jeg tror hvis jeg ikke var blevet trykket på, havde jeg forsvundet mere ind i smerten, ubehaget og jamren som i 2015 og ikke været i samme stand til at “gå ind i mig selv” og finde “ro” i oplevelsen. Jeg havde ikke tænkt over at jeg kunne bruge Meyermetoden under et kejsersnit på den måde, men jeg tror helt sikkert at jeg havde noget med mig ind i det alligevel. 

Jeg var, og er, stadig ked af at jeg ikke kunne få min vagniale fødsel som jeg drømte om. Men jeg havde stor glæde af at læse bogen. Jeg følte mig meget forberedt, godt klædt på og vi var begge meget gearet til denne fødsel. 

Hvis vi skal have en 3er, ved jeg at de vil anbefale kejsersnit igen, med to af disse i bagagen. Vil jeg forberede brug af trykkene, da jeg nok kan forvente et blodtryksfald igen. 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'