What a mother! En føljeton om kvinder, der kombinerer karriere og moderskab.

#Min Ammekamp – Det lykkedes på trods af svær fødsel med kop og kejsersnit.

Min Ammekamp er en føljeton her på bloggen, hvor læsere deler deres vej til at lykkes med amning på trods af vanskeligheder.Meyermor sætter fokus på Amning med føljetonen #MinAmmekamp!
Amning er ikke altid så ligetil. Og det kommer bag på de fleste! Det kan være forbundet med stor smerte og frustration at kæmpe for sin drøm om at kunne amme sit barn. Nogle gange er det brysterne der driller, andre gange kan det være babyernes fysik eller en svær fødsel, der giver en dårlig start.
Mange forældre bliver også meget frustrerede over, at de får så mange forskellige råd og vejledning fra personalet. Jeg plejer altid at gøre opmærksom på at amning er organisk og meget forskellig fra kvinde til kvinde – og bebs til bebs. OG fra dag til dag i ammeopstarten.
Det hele udvikler sig og derfor vil der være forskellige råd til forskellige faser.
De fleste oplever, at de til sidst bliver deres egen ekspert -for det er jo jer, der sidder i kampen hver eneste dag indtil det enten lykkes eller glipper. Derfor har jeg indimellem bedt folk om at dele deres kampe og sejre her på bloggen.
Vi kan nemlig lære så meget af hinanden. Og tænk hvis det lige er Kirstens ammekamp her, der motiverer eller hjælper en anden igennem sin ammekamp <3
Giv din Ammekarma videre og send selv din beretning ind til mig på heidi@meyermetoden.dk

Kirstens Ammekamp

Jeg havde den værst tænkelige fødsel med en igangsættelse, der startede en lørdag. Jeg blev igangsat, fordi jeg var 41+5 og ikke spontant var gået i fødsel. Den lørdag begyndte jeg med at spise modningspiller. Det gjorde jeg så i 3 dage uden skyggen af en ve. Efter de 3 dage fik jeg lagt et balonkateder, der gav mig veer, som åbnede mig nok til, at mit vand kunne tages tirsdag formiddag.

Min veer blev ikke hurtigt nok kraftige nok efter vandet var blevet taget, og derfor fik jeg lagt ve-drop tirsdag eftermiddag ved 16-17-tiden. Det var i øvrigt min største frygt at skulle have lagt ve-drop. Men alt begyndte endelig at gå “planmæssigt”. Jeg åbnede mig stille og roligt og blev klar til at presse ved 1-tiden natten til onsdag.

Det viste sig imidlertid, at jeg aldrig fik de rigtig gode og brugbare presseveer. Da jeg havde presset i 1 time til 1,5 time begyndte babys hjerterytme at falde for første gang, og der blev tilkaldt læger, som forsøgte at hjælpe baby ud med kop 4 gange – uden held. Først her fandt vi ud af, at vores babypige var roteret skævt ned i bækkenet, og hun var dårlig nu derinde og skulle ud NU. Vores datter er født ved akut kejsersnit natten til onsdag (42+2).

Vores datter var dårlig, da hun kom ud (bleg og blå)

og måtte en tur på børneafdelingen i nogle timer. Hun skulle have hjælp til at trække vejret rigtigt, og hun havde grønt fostervand i lungerne. Jeg så hende derfor ikke, da hun var blevet født. Faktisk var jeg ikke ved bevidsthed, da det blev sagt på operationsstuen, at hun var kommet ud. Jeg skiftede lidt mellem at være ved bevidsthed og ikke være ved bevidsthed, efter min datter var kommet ud. Jeg mistede nemlig 2 liter blod efter fødslen, fordi min livmoder var så træt, at den nægtede at trække sig sammen i lidt for lang tid. Jeg læste derfor bare pludselig på tavlen ved siden af mig, at hun var født kl. 03.12. Ret surrealistisk og forfærdelig fornemmelse ikke at have oplevet sit eget barns fødsel overhoved. Hun var 5 timer gammel, før jeg så hende første gang (av!)

Hun var en stor én. Hun vejede 4.366 gram ved fødslen. Da jeg endelig fik lov at se hende på børneafdelingen, havde hun fået sit første måltid af min søde mand – MME gennem en sonde. Jeg havde fået af vide af jordmoderen, at det var vigtigt, at jeg fik stimuleret brysterne inden for 6 timer efter fødslen og selvfølgelig helst ved, at min datter blev lagt til. Men da min datter lå med for meget “udstyr” på de første timer på børneafdelingen, kunne jeg ikke lægge hende til brystet. Jeg måtte derfor malke råmælk ud med en brystpumpe. Det fik jeg gjort præcis 6 timer efter fødslen. Min datter kunne for første gang lægges til brystet kl. 14. Dvs. ca. 12 timer efter fødslen. Det var sgu en rar følelse! Og kort efter hun blev udskrevet -helt rask og fin – fra børneafdelingen.
På det her tidspunkt (onsdag eftermiddag) havde vi ikke sovet siden natten til mandag, og jeg kunne ikke stå på benene og kunne derfor ikke rejse mig for at tage mit eget barn op pga kejsersnittet. Og selvom det var rart endelig at kunne lægge min datter til brystet, er det ikke særlig rart fysisk at have noget på lidt over 4 kg. liggende på maven, når man lige er blevet opereret i området få timer forinden.
Min mand og jeg var derudover begge i en form for choktilstand pga den meget traumatiserende fødselsoplevelse.
Der var altså en masse ting, der gjorde, at ammeopstarten kunne have været vanskeliggjort. Men min amning har – på trods af vores hårde start – været nærmest problemfri. Og det er den vigtigste pointe i min historie.
For bortset fra sår på brystvorterne de første par dage og lidt besvær da mælken løb til, så har jeg faktisk ammet helt problemfrit, siden vores datter var 6 dage gammel. Mælken løb til om lørdagen (på 4. dagen), og vores datter kunne ikke få fat på brystvorterne på mine nye kæmpebabser. Min mand blev derfor sendt ud for at købe en brystpumpe, og hun fik min mælk på flaske, indtil min sundhedsplejerske kom på besøg mandag og lærte mig et enkelt greb (saksegrebet), der hjalp vores lille babypige med at få fat. Fordelen i at jeg malkede ud i 2 dage var, at mine sår på brysterne forsvandt og aldrig kom igen.

Der er nok mange faktorer, der har gjort, at min amning har forløbet så problemfrit:

1: Jeg har på INTET tidspunkt tænkt, at alle de dumme omstændigheder omkring fødslen kunne få indflydelse på min amning. Og det har måske i virkeligheden været den vigtigste faktor.
2: Jeg har været heldig at have god mælkeproduktion, gode amme-brystvorter og en baby med et godt sug og en vældig suttelyst.
3: Min søde sundhedsplejerske sagde (da hun havde fået min datter til at få fat på brystet ved hendes første besøg), at det så fuldstændig rigtigt ud, og at hun kunne fornemme på mig, mine brystvorter og min baby, at jeg helt sikkert var sådan en, der ville amme i laaaaang tid, hvis jeg selv ønskede det. Det siger hun nok til alle, men det fungerede så godt for mig 🙂

4: Min mand og min mor (der ammede mig til jeg var 2 år) har været en kæmpe støtte. De har husket mig på, hvor sej jeg var, og hvor godt det var, at jeg kunne amme, og jeg lavede intet husligt i de første par måneder af min datters liv. Det er jo skide hårdt at amme en nyfødt – og være nyopereret – og være bristet pga. koppen.

Min mælkeproduktion var været god hele vejen igennem.

Min gode mælkeproduktion overlevede endda også en weekend med blindtarmsbetændelse, da vores datter var 9 uger gammel med faste i 2 dage og en operation i fuld narkose, der gjorde, at jeg ikke måtte amme i 24 timer! Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg har oplevet dalende mælkeproduktion. Mens jeg stod stand-by til operation, havde jeg lige præcis nok mælk til vores datter. Jeg havde dog ikke nok til også at malke ud ved siden af. Derfor fik hun – i de 24 timer efter operationen, hvor jeg ikke måtte amme – MME, mens jeg malkede ud hver 3. time i dagstimerne og smed mælken ud. Da hun endelig måtte få min mælk igen, var det bare noget med helt ro på, kun os 3 derhjemme og så meget hud mod hud som muligt. Og ofte fik hun begge bryster ved hvert måltid de første dage efter operationen, selvom hun normalt kun spiser af et enkelt bryst ved et måltid. Efter et par dage var min mælkeproduktion oppe igen.

Så selvom min krop svigtede mig i forbindelse med fødslen, har den givet mig alt, hvad den kunne i forhold til mælkeproduktion og problemfri amning i det hele taget!

Min datter er nu 5 måneder. De første par måneder elskede jeg ikke at amme. Jeg hadede det heller ikke. Det var bare en del af “arbejdet” med det lille nye menneske i vores liv. Da hun blev omkring 3 måneder, tog jeg pludselig mig selv i en dag at sidde og glæde mig til næste ammestund. Nu ELSKER jeg at amme hende, og jeg synes, det er lidt vemodigt, at hun snart skal til at have fast føde. Men man kan jo heldigvis amme ved siden af den faste føde i lang tid endnu.
Håber min historie kan give andre håb. Især dem der lige er kommet ud på den anden side af en hård fødsel.
Kh Kirsten
Hvis du vil læse flere beretninger så kig her eller i kategorien Min Ammekamp

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

What a mother! En føljeton om kvinder, der kombinerer karriere og moderskab.