når det at vågne er et mareridt...

Marie og Kareems fantastiske fødsel med Meyermetoden..

 karla_3

Det er sjovt med lykken.. Nogle gange skal man holde sin lykke lidt for sig selv, før man deler den. Sådan har jeg haft det med denne smukke beretning, som Marie og Kareem har foræret mig. Fødslen var også en meget stor oplevelse for mig personligt og det at få lov at betyde så meget for andre, er noget jeg er meget ydmyg overfor.
En ting er, at jeg har fået Maries Fødselsberetning, som I kan læse herunder, men som en yderst sjælden ting har jeg oveni fået det fineste skriv fra faderens perspektiv, nemlig Kareems fødselsberetning.
Jeg har længe haft dem liggende varmt i lommen, men tænkt, at de skulle spares til det rigtige moment.
Det moment er NU!

Sygemeldt pga rygsmerter fra det job jeg elsker og savner er denne fine beretning, som at hive en varm guldsten op af lommen.

<3
Tag godt imod lille Karla
> Den 19/10/2016 kl. 17.25 skrev Marie
>
> Hej Heidi
> For 3 måneder siden (15. Juli) hjalp du vores dejlige datter Karla til verden. Det var en fantastisk fødsel i vand. Da du mødte mig havde jeg vestorm ude i venteværelset, men du fik mig lynhurtigt til at falde til ro med dine tryk og min mand Kareem tog over under resten af fødslen, som var fuld af ro resten af tiden..du spurgte mig efterfølgende, om jeg havde lyst til at dele oplevelsen på din blog, fordi du gerne ville dele de gode fødeoplevelser især fra førstegangsfødende.
>
> Jeg har lige læst den du lige har delt og det mindede mig om, at jeg rigtig gerne vil skrive min hvis det stadig er relevant?
>
> Jeg fortæller alle jeg møder, hvor fantastisk en oplevelse det var at føde, og at jeg ikke kunne have haft en bedre jordmoder end dig. Kareem fortæller stolt, hvordan han havde en meget vigtig rolle under fødslen med den smertestillende metode du lærte ham.
>
> Mange kærlige hilsner fra
> Marie
Fra: Heidi Vallentin
Sendt: 19. oktober 2016 17:39
Til: Marie
Emne: Re: Min fødselshistorie

Kære Marie, hvor bliver jeg bare glad og stolt når jeg læser din besked <3 jeg vil elske at læse og udgive jeres fødselsberetning og jeg vil også meget gerne spørge om jeg må få en udtalelse fra dig og Kareem til min kommende bog om metoden som vi brugte?
Skriv endelig din historie og evt reflektioner eller andet du har lyst til at give videre til læserne eller bare minde dig selv om i din beretning om jeres fødsel. Også gerne et par billeder <3
Kærlig hilsen
Heidi

Kære Heidi 
Her kommer min fødselshistorie. Jeg håber, at den kan være med til at opmuntre andre kvinder, der snart skal til at føde. Jeg synes i hvert fald, at det var en helt fantastisk oplevelse. Min mand og jeg er så taknemmelige for, at det lige præcis var dig, som vi fik som jordmoder.

Karlas fødsel fredag den 15. Juli 2016

Jeg går i seng torsdag aften med en anderledes fornemmelse i min mave. Der er en øm følelse foran nede ved underlivet lidt ligesom menstruationssmerter. Natten igennem sover jeg lidt uroligt, og jeg bliver vækket lidt af og til af min mave. Kl 7. fredag morgen to dage før termin er jeg sikker. YES!  Endelig kommer veerne. De gør ikke ondt endnu, men der er nogle sammentrækninger, der meget tydeligt kommer og går nu, så det må jo være veer. Bare de nu ikke går i sig selv igen. Jeg er mere end klar til at føde nu.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har været meget utålmodig den sidste uges tid. Af en eller anden grund havde jeg besluttet mig for, at jeg skulle føde en uge før termin. Jeg har drukket hindbærbladte, spist ananas, lavet utallige 8-taller med hofterne og for et par dage siden lykkedes det mig at overtale min mand til, at han skulle lave igangsættende rebozo på mig. Han synes ellers godt, at lille-bebs måtte vente et par dage endnu, da han ikke er helt færdig med noget arbejde, som han skal lave.

Nå men nu er der altså veer. Jeg sender en masse kærlige tanker ned til vores baby. Hun skal jo ud på sin første store rejse nu, og det bliver nok en hård tur for hende. Jeg tager tid på veerne med en app, som jeg har downloadet. Der er alt mellem 4 og 12 minutter mellem dem. Kl 8 kan jeg ikke længere vente med at vække min mand. Han står op og går igang med at forsøge at lave sit arbejde færdigt så hurtigt som muligt og han samler også babysengen.

Jeg har gået til fødselsforberedelse og har en masse afslappende stillinger parat, som jeg kan bruge, når veerne for alvor tager fat. Lige nu bruger jeg alt min energi på at sende positive tanker til min krop. Kom så an veer – I skal være så velkomne. Jo kraftigere des bedre, for jeg ved jo, at det er det der skal til, for at få min baby til verden. Jeg vil så gerne have hende ud i dag.

Jeg ringer ind til fødegangen for at høre, hvordan det nu er med tiden mellem veerne. Jeg har glemt, hvornår de anbefaler, at man kommer derind. Jordemoderen i røret fortæller, at det er når veerne er regelmæssige, og når der er 3 minutter i mellem. Jeg synes det lyder som meget kort tid mellem veerne. Skal vi virkelig vente til fødslen er så langt?

Jeg har hele vejen gennem graviditeten været ret nervøs for det der med, hvordan man finder ud af, hvornår man skal tage på hospitalet. Alle mennesker er jo forskellige og jeg ved jo ikke, om jeg er en af dem, der kommer til at opleve mine veer som kraftige eller mildere. Jeg ved jo heller ikke, hvor hurtigt jeg kommer til at udvide mig. Tanken om taxaturen med veer gør mig heller ikke særlig tryg. Hvad hvis vandet går midt i taxaen? (Det er nemlig ikke gået endnu). Eller endnu værre, hvad hvis jeg pludselig får pressetrang i taxaen? Så skal jeg til at sidde der og gispe med enden i vejret hele vejen til Herlev

Så mens jeg går rundt herhjemme med veer spekulerer jeg en del på, hvornår vi mon skal tage afsted. Veerne tager stille og roligt til i styrke. Kl ca 12 siger jeg til min mand, at nu er det tid til at lægge arbejdet fra sig. Nu har jeg brug for hans fulde opmærksomhed og opbakning, så vi kan klare det her sammen. Jeg kan smide alle mine indøvede siddende og liggende afslapningsstillinger ud af vinduet. Det eneste der virker for mig, er at hænge ind over køkkenbordet og lave 8-taller med hofterne mens min mand masserer og varmer min lænd og tager tid på veerne. Jeg kommer på et tidspunkt til at udbryde “åh nej nu kommer der en til”. Jeg irettesætter hurtigt mig selv. Det er jo meningen, at jeg skal byde alle de gode og effektive veer velkommen i min krop. Den her fødsel må jo ikke gå i stå, når vores lille baby nu endelig er på vej.

Kl 14 ringer jeg til fødegangen igen. Veerne er ikke helt regelmæssige. Der er ca 3-5 minutter imellem dem, men jeg kan mærke, at de er på en kraftigt opadgående kurve i styrke. Jeg synes det er tid til at få den taxatur overstået, inden det bliver for slemt det her. Jeg ved, at jordemoderen i telefonen vil holde samtalen kørende længe nok til, at hun kan tale med mig hen over en ve, så hun kan bedømme, hvordan jeg lyder, og dermed hvor langt jeg er i forløbet. Da veen kommer, spiller jeg skuespil. Jeg får veen til at lyde meget værre end den er, for jeg kan faktisk sagtens tale hen over veerne. Jeg kan ikke overskue, hvis jordemoderen bedømmer, at det ikke er tid endnu. Hun siger, at vi stille og roligt kan bevæge os derind, men at vi skal være forberedte på, at vi måske bliver sendt hjem igen.

Vi tager det meget stille og roligt med at ringe efter en taxa og gøre os klar. Den første taxa når at køre fra os igen, fordi jeg er for langsom til at komme ud af lejligheden og ned af trapperne. Udenfor møder vi en af naboerne. Gud hvor er det uoverskueligt at være ude i det offentlige rum med veer. Der kommer en ny taxa, og jeg kan næsten ikke sidde i sædet. Det er så ubehageligt for mig at sidde ned med veer, så jeg næsten står op i sædet hele vejen. Taxachaufføren, der ellers har været meget stille på turen, siger held og lykke til os, da han kl. 15.30 sætter os af foran indgang 56 på Herlev. Jeg beder til, at vi ikke skal hjem igen, før vi har en baby med os.

I fødemodtagelsen er der gudskelov næsten mennesketomt. Vi ser et kendt ansigt – nemlig den søde jordmoder Janne, som vi kender fra fødselsforberedelsen på Herlev. Hun spørger, hvad de kan hjælpe os med i dag, og jeg svarer “1 stk fødsel tak”. Janne griner og synes, det lyder lidt overskudsagtigt fra en fødende kvinde.

Vi kommer ind til tjek, og jeg er 3-4 cm åben. Min mand og jeg kigger på hinanden. Hurra… vi klarede at ramme hospitalet med perfekt timing. Nu sender de os ikke hjem igen. Taxaturen har dog sat en dæmper på veerne, så jordemoderen laver en hindeløsning på mig. Hun beder os om at gå en tur på ca en time, så vi kan få godt gang i veerne igen.

Allerede nede på parkeringspladsen begynder veerne at rulle ind over mig i en storm. Det overvælder mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kan nå at følge med med vejrtrækningen. Benene ekser under mig, og jeg kan næsten ikke være i min krop. Det her er slet ikke sjovt. Jeg bander over, at vi er blevet sendt på gåtur i den her tilstand. Vi vender om, og bevæger os tilbage mod fødemodtagelsen. Vi når kun få skridt mellem hver ve, som strømmer ind over mig næsten uden pauser. Det føles som uendeligt langt at gå tilbage. Det kræver flere forsøg at komme ud af elevatoren, fordi døren har lukket sig igen, hver gang der er en meget kort pause mellem veerne, og der starter en ny ve, hver gang døren åbner. Det er næsten komisk, og der falder medlidende blikke, fra dem der står og skal med elevatoren. Jeg er fuldstændig udmattet, og jeg spænder i hele kroppen for at stå på benene og holde min tunge gravide krop oprejst.

Tilbage i modtagelsen kommer vores jordmoder ud og henter os. Hun præsenterer sig som Heidi, mens endnu en ve kommer rullende. Inde på fødestuen har Heidi hurtigt fokus på, at vi vist hellere må prøve at få styr på mine veer. Hun spørger, om jeg har noget imod at blive rørt ved. Jeg forstår ikke helt spørgsmålet. Jeg er frisk på alt, hvad der kan hjælpe lige nu.

Jeg lægger mig og hun trykker mig hårdt i panden, da næste ve starter. Hun fortsætter ved at trykke mig skiftevis på den ene og den anden skulder og fortsætter trykkene ned af kroppen på skiftevis højre og venstre side. Hun beder mig om at bevæge min venstre lilletå og lidt efter min højre storetå. Jeg har altid været en af dem, der blander højre og venstre sammen, så det kræver en del koncentration midt under veen og distraherer mig lidt fra smerterne. Hun slutter af med et hårdt tryk i panden igen og beder mig puste resten af veen ud og på den måde give slip på den. Heidi hjælper mit mindset ved at sige, at jeg fra nu af skal prøve på kun at forholde mig til de smertetoppe, der kommer med veerne. Jeg skal prøve at glemme alle de andre smerter.

Efter 2-3 veer med hjælp fra Heidis kyndige hænder er jeg fuldstændig tilbage i min krop, og jeg kan mærke roen igen. Det føles befriende, og jeg kan nu slappe af under veerne, fordi jeg bliver trykket på hårdt og bliver holdt fast i min krop. Jeg føler mig ikke alene med mine smerter, og jeg føler ikke, at jeg skal gøre noget selv for at udholde smerterne andet end at trække vejret dybt.

Heidi lærer min mand metoden, og han bliver herved den vigtigste hjælper for mig under udvidelsesfasen, hvor han ikke viger fra min side. Nu da vi er kommet ud af vestormen igen, kan Heidi undersøge mig. Jeg er gået fra at være 3-4 cm åben, da jeg kom til hospitalet, til nu at være 7 cm åben. Pyh ha det manglede da også bare. Jeg er lettet over, at der i det mindste har været et udbytte af den udmattende gåtur.

Kl er nu ca 17. Jeg prøver ellers at lade være med at forholde mig for meget til tiden, da jeg jo ikke ved, om det her er en fødsel, der kommer til at vare 1 time endnu eller flere døgn. Jeg må bare tage en ve ad gangen, og jeg må stole på min krop og min jordmoder. Jeg får en klyx og tager et bad. Min mand ser noget ubekvemt ud, da vi fra badeværelset kan høre højlydte brølelyde fra fødestuen ved siden af. Heidi gør fødekarret klar.

Da jeg kommer ned i vandkarret, falder der for alvor ro over stuen. Nu er jeg, hvor jeg skal være. Hvis jeg er heldig, og alt går som smurt, så kan jeg måske undgå at flytte mig igen, før vores datter er født. Det er en kæmpe stor lettelse og det varme vand føles rigtig rart mod kroppen. Veerne er meget kraftige, men der er pauser mellem dem, hvor jeg kan nå at samle energi. Min mand sidder bag mig og trykker mig hårdere og hårdere i panden og på kroppen, som veerne tager til. Nu skal vi ingenting gøre andet end at lade kroppen arbejde af sig selv. Det er fysisk anstrengende og gør rigtig ondt, men der er ikke et eneste tidspunkt, hvor roen forlader stuen, og hvor jeg ikke føler, at jeg kan følge med i min krop. Det her er slet ikke så slemt, som jeg havde regnet med.

Heidi tjekker hjertelyden med jævne mellemrum, og babyen klarer turen rigtig fint. Heidi holder øje i et spejl i bunden af karret og siger, at vores baby har langt sort hår. Vi er målløse – hvordan kan hun allerede se det? Heidi siger, at babyen står lige indenfor. Hun opfordrer mig til at prøve at se efter i spejlet. Det er jeg ikke helt klar til endnu, men efter lidt tid er jeg alligevel for nysgerrig og kigger. Det er et surrealistisk syn at se det lille hoved lige indenfor. Jeg begynder at håbe, at det måske betyder, at jeg allerede føder inden midnat.

Heidi giver mig 3 bistik foran nede ved underlivet, hvor smerterne er værst. De hjælper lidt, men så er smerterne tydeligere i lænden i stedet for. Hun nævner, at jeg også kan få lattergas, hvis jeg har behov for det. På det her tidspunkt er jeg ikke klar over, hvor langt jeg er i fødslen. Jeg tænker derfor, at jeg sikkert stadig har de kraftigste smerter til gode, så det er nok en god ide at vente lidt. Jeg har hørt, at der plejer at komme et tidpunkt, hvor det gør så ondt, at man tigger om en epiduralblokade eller et kejsersnit. Det sker bare ikke. Med min mands tryk i panden og på kroppen klarer vi os hele vejen igennem udvidelsesfasen mens jeg hele tiden tænker at vi stadig har det værste til gode. Jeg er overrasket, da vi allerede efter godt 3 timer på fødestuen er nået til at presse.

Pludselig begynder jeg at have trang til at udbryde nogle dybe stønnelyde under veerne. Det føles næsten rart at sætte lyd på. Heidi kan høre, at jeg er klar til at presse. Jeg har hørt fra mange, at pressefasen er rar, fordi man selv kan hjælpe til. For mig er det bare ikke spor rart. Det er unaturligt og føles helt forkert. Der går næsten 1/2 time før jeg har lært, hvordan jeg skal presse rigtigt. Heidi laver et reb ud af et håndklæde, hvor min mand og jeg kan hive fra hver vores ende som en hjælp til at presse. Jeg forsøger også at presse med benene bukket op under mig mod karrets hårde kant.

Heidi er fantastisk og opmuntrer mig hele vejen gennem pressefasen. Hun hepper på mig til at give den en ekstra tand og hjælper med at visualisere, hvor meget babyen rykker sig nedad for hver presseve. Det er svært for mig, og jeg er bange for, at der er noget, der går i stykker, hver gang jeg presser. Jeg har ikke lyst til at ende med hæmorider og en ødelagt lukkemuskel. Efter et stykke tid forklarer Heidi mig, at pressefasen er hård for min baby, og at jeg kun må presse i 1 time i vandet. Ellers skal jeg op af vandet, så vi kan måle på babyens hoved, om hun har det godt. Op af vandet nu?!! Nej det kan jeg godt nok ikke overskue. Nu har jeg ligget her og været vægtløs i over 4 timer. Jeg har ikke lyst til at stå på benene igen, før det er overstået. Jeg får dårlig samvittighed overfor min baby over, at hun måske bliver stresset af, at jeg ikke kan tage mig sammen og presse igennem.

Jeg presser alt, hvad jeg kan. Det gør rigtig ondt, da hovedet skal presses ud og i næste ve kl 21.12 kommer vores lille pige til verden. Alt smerte er glemt, og det er et næsten magisk øjeblik, da hun, som en lille havfrue, kommer svømmende op til vandoverfladen med helt åbne øjne.
karla_1
Vi er lykkelige for en fantastisk fødselsoplevelse. En oplevelse vi i den grad var sammen om på fødestuen.

En oplevelse, der kunne have været meget anderledes, hvis vi ikke havde mødt Heidi, som med sin dejlige personlighed og sin metode hurtigt fik mig tilbage og tilstede i min krop igen, da jeg var lige ved at miste modet.

Med hendes metode kunne min mand og jeg være sammen om at give min krop de bedste betingelser for at arbejde som den skulle, og derved uden nogle komplikationer hjælpe vores baby til verden. Det var selvfølgelig rigtig hårdt arbejde at føde, men det var på ingen måde så smertefuldt, som jeg havde regnet med.

karla_2

Nu ligger der en enestående lille skabning helt rolig foran os på mit bryst, og vi er blevet en lille familie på 3.

karla_4

karla-5


Læs Kareems fødselsberetning her

Kareems fødselsoplevelse med Meyermetoden

Læs hvorfor jeg deler de gode fødselsoplevelser  her

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

3 kommentarer

  • Tarkoflen

    Nøj hvor ville jeg ønske at du var jordemoder i Århus så jeg kunne lære din metode og komme til fødselsforberedelse hos dig! Min første fødsel var rigtig god, men endte i en 4 grads bristning inkl hul på tarmen, så kunne godt bruge lidt ro når det går løs om et par måneder igen ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg SKAL lære den metode hvis jeg nogensinde skal føde igen (og det satser jeg faktisk på at skulle et par gange endnu 😉) Jeg er SÅ skuffet over min egen indsats ved min søns fødsel og vil gøre alt for at gøre det bedre næste gang..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Julie, Det skal du da! Du må komme til fødselsforbereelse hos mig til den tid <3 Så skal jeg klæde jer på til en fantastisk fødsel <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

når det at vågne er et mareridt...