Hvad vil du være når du bliver stor?

Tør du leve med de døde? Tema om spædbarnedød.

Skærmbillede 2016-05-02 kl. 10.24.32 PM

Mit første møde med spædbarnedød var absolut uventet og så uforberedt, som jeg kan forestille mig.

Det var ikke i min rolle som jordemoder. Men som almindelig mor.

Stolt og glad sad jeg til en BBQ poolfest i sømandskirken i Hong Kong og fortalte min sidekvinde om mine skønne unger. Mine øjne lyste af stolthed, imens jeg fortalte om, hvor sjove og kærlige de var og hvilke personligheder, de hver især havde. Jeg havde fået et par glas vin, så jeg var lidt længere tid, end jeg nok normalt ville være, om at opfatte at min sidekvindes stemning havde ændret sig, imens jeg fremviste billede på billede..

Da jeg endelig mærkede hendes manglende samspil til kommunikationen, blev jeg stille og kiggede på hende. Hun tog tilløb. Spurgte mig.

“Når du nu har vist mig dine børn.. vil du så også se mit?”

Jeg kiggede på hende.. svarede.. “Men søde.. jeg vidste slet ikke, at du havde et barn?”

Jeg kunne se på hende, at der var noget galt..

Hun tog telefonen frem og bladrede efter et billede. Kiggede på mig og sagde “kan du holde til det?” Jeg vidste ikke præcis, hvad hun mente, vidste ikke, hvad hun ville vise mig, men jeg kunne mærke, at jeg VILLE holde til det. For hendes skyld.

Ja..

..så på den lille pigebaby, der lå svøbt i lyserødt. Så fin og stor. Til termin. Lukkede øjne.. sov hun? De mørke læber afslørede den tunge sandhed..

“Hun er fin.. men lever hun?” Spurgte jeg..

Nej.. var det triste svar..

Jeg trak vejret godt ind og spurgte om hun havde lyst til at snakke om hende.. om det hele.. og det havde hun!

Jeg fortalte hende, at jeg aldrig før havde set en død baby, at jeg aldrig havde kendt nogen der havde mistet og at jeg ikke vidste, hvordan man snakkede om de døde. Men jeg ville gerne…

Hun fortalte mig, at det var det vigtigste.. at nogen ville tale om det.

At det værste ved at have mistet, først var sorgen, men dernæst var stigmatiseringen, at det blev tiet bort, at folk var berøringsangste, at de, af misforstået hensyn, ikke ville rippe op i sorgen, men forsøgte at dulme den, trøste og finde andet positivt fokus.

Vi fik snakket. Grædt og grinet og vi fik æret lillepigens minde.

Mennesker bliver utilpasse af andre menneskers sorg og smerte. Vi føler ansvar. Bliver forlegne. Og ender med at trampe rundt som elefanter i en glasbutik.. Siger alle de forkerte ting..

Men det er faktisk ikke så svært… Man kan nemlig IKKE trøste en, der har mistet et barn. Eller rettere man SKAL ikke trøste.. for der er faktisk ikke noget, der trøster!

Det trøster feks. ikke “at barnet i det mindste ikke blev så gammelt” eller “det er da godt, at I har de andre børn” eller “godt at I kan prøve igen”. Der er rent ud sagt ikke noget, der er “godt”, når man har mistet.. Og det kan være så uendeligt svært at acceptere som pårørende og svært at stå ved siden af, imens dem man holder af, bliver opslugt at altoverskyggende sorg.

Man kan ikke fjerne smerten, men man kan stå den ud. Sammen. Man kan vise, at man tør at være der. Også selvom man siger de forkerte ting og ikke ved hvad man skal sige.

Man kan være der!

Man skal tilbyde sig igen og igen.

Lytte!

Og hvis man har helt svært ved det hele, så kan man altid stille spørgsmål i stedet for at insinuere.

Hvis du vil gøre det rigtige for dem, der har mistet.. så giv plads til sorgen. Og giv plads til det døde barn. Barnet forsvinder ikke selvom sorgen bliver mindre med tiden. Det lever videre i tankerne hos forældrene. For hvert år, et år ældre. For hver jul, fødselsdag eller anden højtid, det ældre og det mere savnet.

Drømmebarnet lever videre i drømmene og nogle gange skal man have lov at besøge sit barn, tjekke ind og være sammen. Og det kan du som pårørende også gøre.

Anderkend at de har været. Lad deres tid i livet betyde noget. Glem dem ikke og lad være med at frygte, at de døde fylder for meget for de levende. Det vi undertrykker har det med at fylde langt mere, end det vi får lov at være frie omkring.

Følg forældrenes behov og gå med på snakken, hvis behovet er til det.

Hvordan ville barnet have været i dag?

Lev med de døde..

Læs første indlæg om spædbarnedød,  En jordemoders sorg her

.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

3 kommentarer

  • Randi

    Det skulle vel ikke være skønne Anne <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Theresia

    Igår var det to måneder siden at vi mistede August (38+2). Omkring 20 minutter før vi skulle have planlagt kejsersnit fik vi den forfærdelig melding at vores barn var død. Både dette indlæg og indlægget tidligere er så beskrivende og talt fra hjertet. De ord jeg ikke selv har kunne trænge igennem med til nogle af vores pårørende har du beskrevet så flot. Jeg håber dine indlæg kan gøre en forskel for de familier der bliver ramt af denne tragedie, og deres pårørende ikke får berøringsangst som nogle af vores har fået. For oveni sorgen skal man ikke til at tage stilling til hvilke familiemedlemmer der skal være i ens liv eller ej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Theresia -så trist med lille August <3 Jeg håber også mit indlæg kan være lindrende for dem der har lidt så stort et tab.. tak for din hilsen og tanker til jer!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad vil du være når du bliver stor?