Når amningen mistrives. For Kort Tungebånd -når det er aller værst. PTT

Viggas (mors og fars) Ammekamp. Taget til gidsel i Viggas korte tungebånd…

vigga

Katrine sendte mig dette billede her den anden dag sammen med hendes ammekamps beretning – og jeg blev helt rørt, både da jeg så det, men også nu igen, hvor jeg sætter det ind i dette indlæg. For jeg ved, hvad det har taget, at nå hertil efter mit ammebesøg for snart 2,5 mdr siden.

Jeg har været på sidelinien og fået updates hen af vejen, både de hårde, de små håb, de smertefulde, de opgivende og de lykkelige. Og jeg har heppet og rådet og håbet på deres vegne, at de ville finde deres vej igennem, men jeg vidste også, at de var oppe imod hårde odds…

Men det var deres kamp.. Og de måtte mærke efter og balancere  vægtskålen. Hvor meget kunne de klare og hvor højt ønskede de, at det skulle lykkes. Samtidig havde de et barn, der heller ikke trivedes ved flasken, så de var nærmest gidsler i deres barns korte tungebånd og det så ud til der kun var en vej.

Her er Katrin og Dennis´s egen beretning.

Vores lille Vigga blev født 2 dage før termin, på fødeklinik Storkereden. Vi havde valgt at føde på klinik for at få rolige rammer omkring fødslen, men også bagefter, hvor der ville være tid til at lande efter den store begivenhed.

Fødslen gik godt uden komplikationer undervejs, men ca. 15 min efter fødslen ser min jordmoder, at jeg har fået en blodansamling som vokser. Jeg skal altså overflyttes til sygehuset og få den drænet – det skal lige siges, at jeg også har ondt! Og for hvert minut der går bliver smerten værre, så der er ikke noget at gøre, jordemoderen bestiller en ambulance og vi bliver overflyttet til sygehuset. Vigga sutter første gang på brystet i ambulancen og igen flere gange imens vi er indlagt. Vores jordmoder fra Storkereden som er (ICBLC uddannet i amning. red.) nævner, at vi skal få hendes tungebånd tjekket på sygehuset, da hun har svært ved at blive på brystet i mere end et par minutter. Vi får det tjekket og får hjælp til amningen flere gange, men ingen mener at hendes tungebånd er for kort.

Vores oplevelse på sygehuset bliver desværre ikke en god en. Vi ender med at være indlagt i 2 dage og jeg får det egentlig bare værre for hver dag. Dagene på sygehuset er fyldt med flere oplevelser, hvor vi ikke føler os hørt og vi når ikke at få ro til lige at lande i vores nye virkelighed.

Da vi bliver udskrevet, har jeg ikke sovet i fem dage og jeg kan ikke være i samme rum, som min datter i flere perioder i løbet af dagen. Efter den første uge og en masse sparring med jordemoder og sundhedsplejerske, bliver det klart for os at jeg har en efterfødselsreaktion og de første uger af lille Viggas liv, er tåget og ren overlevelse. Jeg husker hvordan min mand måtte lægge hende til brystet imens jeg stirrer tomt ud i luften og tårene triller ned af kinderne. Han vidste hvor vigtigt amningen var for mig og var det ikke for ham var vores lille Vigga aldrig blevet ammet. De første dage ammer jeg hende det jeg orker og ellers får hun flaske med enten erstatning eller udmalket mælk. Min mælk løb allerede til på 2. Dagen, så jeg havde masser af mælk, men havde ikke overskuddet til at amme, da det er så svært at lægge hende til. Jeg kommer hurtigt i behandling hos en psykoterapeut og får det bedre og bedre. I takt med min bedring ammer jeg mere og mere, men vores datter bliver tiltagende ked og urolig i forbindelse med amning. Derudover tager hun ikke på som hun skal, trods vi ammer og ammer og ammer.

Det var en rigtig svær tid fyldt med en masse skyldfølelse over, at jeg ikke havde været der for min datter i den første tid efter fødslen. Derudover var vi frustrerede og bekymrede over, at hun ikke tog nok på og jeg havde meget svært ved at acceptere, at amningen ikke lykkedes, da jeg jo havde masser af mælk. Her skal det lige nævnes, at vi udover at amme også supplerer med flaske/Suppleringssystem for at sikre os, at hun fik mad nok.

Nogle gange følte jeg det lidt som om at vores ammeproblemer var en straf for min manglende tilstedeværelse de første dage af hendes liv. Jeg følte mig afvist af min datter og havde svært ved at mærke min tilknytning til hende. Det tog tid før de følelser blev bearbejdet, men i dag ved jeg at jeg gjorde mit bedste og i vores tilfælde kom tilknytningen bare ikke med det samme, men den voksede dag for dag, sammen med kærligheden imellem os.

Sundhedsplejersken nævner, at vi jo kan give flaske med erstatning, hvis amningen bliver for bøvlet. Hun mener at årsagen må være at jeg ikke har mælk nok og råder os derfor til at begyndte at pumpe efter hver amning for at sætte min produktion op. Jeg bliver meget ked af det, da jeg føler jeg har masser af mælk, jeg lækker hele tiden og mine bryster er spændte, men den lille bliver frustreret og sur 9 ud af 10 gange på brystet. Min mand og jeg læser og læser og googler og googler for at finde ud af hvad der er galt. Vi forsøger at øge min produktion, vi forsøger med et suppleringssystem, brystkompressioner, ændre ammestilling.. intet hjælper.

Det er faktisk min mands ide at kontakte Heidi. Heidi er jordmoder på Storkereden og i den forbindelse havde vi haft hende til fødselsforberedelse, hvor der også var en hel aften med ammeforberedelse. Jeg skriver derfor til Heidi og hun kommer på besøg et par dage efter.

Vi fortæller vores historie og Heidi får set, hvordan vi ammer og hun undersøger vores datter og hendes tungebånd, og forklarer noget om forreste og bagerste tungebånd og hvordan det påvirker amningen.

På det tidspunkt hvor Heidi besøger os foregår vores amning således:

Amning hver 2-3. Time (hvor baby ofte er frustreret og ked, og skal lokkes med suppleringsystem for at holde på brystet, og ellers ender det med flaske) herefter udpumpning. Showet tog alt i mellem 1-2 timer, hvilket ved sige, at der var en time til hvil og så kørte showet igen. Den eneste grund til at dette var muligt, var fordi min mand havde mulighed for at gå hjemme med os. Flaske var desværre på dette tidspunkt heller ikke en god løsning, da hun med flaske fejlsank og ofte fik maden galt i halsen ( og ja! Vi har prøvet alle mulige fancy suttehoveder med slow flow osv – ingen forskel!). Så fodringsritualet var bare øv lige meget hvilken løsning vi endte med at vælge. Sur ked baby, sur ked mor og far.

Heidi forlader os med beskeden om, at hun lige vil vende det med en sparringspartner fra La Leche League og sende os en masse info, men hun mener at vores lille Vigga har skjult stramt tungebånd (som det hedder på dansk) og stramt læbebånd. Hun er usikker på om dette kan behandles i Danmark. Hun anbefaler at vi forsøger med en ammebrik, da dette måske vil stimulere Vigga til at sutte bedre.

Efter Heidi er gået er vi både lettede, men også kede af det. Det var rart at få at vide, at der ikke var noget galt med mig og min mælkeproduktion, da det var den konklusion jeg selv og sundhedsplejersken var nået frem til, men samtidig var det jo rigtig hårdt at vide at vores lille vidunder nærmest ikke var i stand til at amme og at hun måske havde ondt grundet ømhed/stramhed i sin muskulatur omkring nakke/kæbe/mund, da hun var nødsaget til at kompensere for sin manglende bevægelighed i tungen.

Ærligt – så var den en hård nød at sluge og ovenpå de sidste ugers ammeshow, havde jeg godt nok svært ved lige at overskue at skulle læse og undersøge mere om tunge og læbebånd da Heidi var gået.

Vi fik sovet på det og en ny dag bragte ny energi. Det hjalp også gevaldigt at ammebrikkerne viste sig at være redningen! Lige pludselig ammede lille Vigga uden frustration og i længere tid end 5 min!

Heidi sendte os en masse information, bla. Om en facebook-støttegruppe for forældre med børn med PTT. Jeg meldte mig straks ind her og begyndte at læse de forskellige opslag.

Jeg kunne genkende mange af de historier de andre beskrev – det lød jo ligesom os!?. Jeg skrev ret hurtigt et indlæg, hvor jeg fortalte vores historie og spurgte om nogen vidste om dette kunne behandles i DK. Ingen i gruppen havde haft held med at finde en dansk læge, der ville klippe det, så mange var rejst til Holland, Norge eller England for at få dette gjort.

Puha.. endnu en hård nød.. nu skulle vi også rejse til et andet land for overhovedet at gøre os forhåbninger om at afhjælpe situationen.. Den nød tog lidt flere dage og mere research at knække. Specielt for min mand. Det virkede helt uoverskueligt!

Efter et par dage fik jeg taget mig sammen og spurgte igen inde i den famøse Facebook-gruppe om hvordan folk havde rejst – altså helt lavpraktisk – havde de kørt eller fløjet? Hvad kostede det? Osv. Vi fik mange svar og jeg chattede med en kvinde som havde været i Holland to gange og få foretaget indgrebet, både på hende selv og hendes børn. Hun svarede på alle (og der var mange) mine spørgsmål og langsomt begyndte ideen om at tage af sted at vokse.

Mange beskrev hvordan indgrebet havde hjulpet dem og deres børn og mange havde været i Holland og roste det til skyerne.

Min mand og jeg vendte det flere gange, sammen, men også med vores nærmeste familie- Er vi helt skøre?! – spurgte jeg min mor flere gange… Det synes hun bestemt ikke – hun kunne faktisk berette om, at hun havde oplevet nærmest samme forløb med min søster da hun blev født og var nu overbevist om, at PTT nok havde været årsagen til at hun måtte gå over til flaske efter 3 ugers amning.

Jeg havde også brug for at vende det hele med Heidi igen – Det var enormt vigtigt for mig, at vi tog afsted for min datters skyld og ikke min egen. Jeg vil og ville rigtig gerne amme og jeg var bange for, at min drøm om at amme ville overskygge min evne til at vurdere, hvad der var bedst for min datter. Så her hjalp det at læse og høre hvilke andre udfordringer et barn med PTT kunne ende med at stå med hvis ikke tungebåndet blev løsnet. Her var bla. Talebesvær, spisebesvær og spiseforstyrrelser, skævt tandsæt, hovedpine, migræne, rastløshed/uro osv.

For at gøre en lang historie kort, så endte vi med at tage til Holland og få hendes tunge og læbebånd klippet da hun var 5 uger gammel. Det var pisse hårdt!

Men det hele værd.

Efterfølgende skulle vi dagligt udføre øvelser i et par uger og derudover havde vi fået anbefalet at gå til behandling hos kranio sakral terapeut og osteopat.

Der gik næsten en måned før amningen begyndte at køre og den lille tog på som hun skulle. Men siden da har amningen kørt – dog med ammebrikker, men det fungerer bare!

Vi har på intet tidspunkt fortrudt at vi tog til Holland og vi er så glade og taknemlige for, at Heidi gjorde det muligt for os at hjælpe vores datter og redde vores amning.

Til slut er det vigtigt for os at understrege, at det kræver en kæmpe mængde ressourcer at klare sådan et forløb og vi var heldige at have barsel sammen.

Ærligt er jeg ikke sikker på at vores lille Vigga ville være ammebarn i dag, hvis ikke vi havde været hjemme sammen i perioden både før og efter klip. Men det var vi heldigvis og nu har vi en glad pige, som er glad for brystet og som ikke længere er sur ved måltider eller kæmper med vægtøgning, fejlsynk og luft i maven.

<3

Her er lidt bagom processen som viser et indblik i de op og nedture der var og hvilke overvejelser vi gjorde os hen af vejen.

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-05-30

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-36-53

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-37-59

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-06-39

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-39-02

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-40-50

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-41-48

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-07-21

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-44-09

skaermbillede-2017-09-23-kl-10-44-54skaermbillede-2017-09-23-kl-10-48-37

Vi har skrevet og delt vores beretning, da det ikke er alle der kan få en ammerådgiver hjem og vi håber at rigtig mange kan have glæde af at læse om vores vej. Vi er ved at skrive om vores tur til Holland i detaljer så den også kan blive udgivet og måske hjælpe andre der skal samme vej.

Vi kan lære rigtig meget af hinandens beretninger og det er så ærgerligt at alle de gode råd og erfaringer går tabt i tråde på diverse terminsgrupper og ammegrupper. Så hvis andre har lyst til at skrive jeres Ammekamps beretning til udgivelse på bloggen eller bare direkte i den facebook gruppe jeg har oprettet der hedder Min ammekamp skal I være så velkomne.

SÅ -Skriv jeres beretning og post den selv i gruppen eller send den til mig <3

Amme-Tak – kh Meyermor

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når amningen mistrives. For Kort Tungebånd -når det er aller værst. PTT