Bagsiden af (amme)medaljen

Børns søvn er ikke for nybegyndere.. “giv mig lige en tur i vemaskinen, mor!”

Skærmbillede 2015-08-20 kl. 11.12.52 PM

Mine børn har altid udfordret mig ved sengetid… Lige fra nr 1, Filippa, der nærmest blev født med en skriftlig protest mod nattesøvn i hånden (hun kom faktisk ud med højre hånd forrest). Til nr 2, Rio, der har sort bælte i antiputning og nu til Nova, hvis liv er for kort til at give slip.

De første par uger, da Filippa var spæd, sov hun IKKE fra kl 21 -04 med mindre hun (og jeg) sad ret op og ned. Det var svagt kompatibelt med den 3. grads bristning førnævnte hånd havde forsaget, og jeg husker de først 3 uger, som en lang feber/smerte døs, hvor alt gik op i at forberede sig på næste nats tortur.

Hun hadede sin barnevogn den første måned og blev aldrig gode venner med sin seng. Til gengæld sov hun helt fantastisk helt inde under mit bryst eller i min armhule.

Da vi flyttede til Caribien da hun var 9 mdr og jeg forsøgte at læse Psykologi som fjernstudie, blev det nødvendigt for mig at kunne putte hende før 21.30-22.00, så vi måtte ud i et opgør med de dårlige vaner. Og damen skulle over i sin egen seng.

Det holdt hårdt! Den første nat skreg hun nok to timer i første omgang og en time mere i løbet af natten. Jeg blev bare ved med at lægge hende ned og synge for hende, men hun rasede som en orkan og var ved at tage pusten fra mig flere gange.. Allerede næste nat var der lidt mindre brok og på 3. dagen kun 10 minutters vrede. Derfra sov hun nemt og meget bedre om natten. Lige indtil næste flyvetur med jetlag, feber eller andet der kunne få hende over i revnen igen og vi måtte samle os sammen til et nyt opgør.

Vi vidste, at det var besværet værd, men det var alligevel altid en overvindelse at nå til at få det gjort.

Med hendes alder og temperament blev putningen igen besværlig. Der er ikke noget som en 2-3 årig, der hysser op hver eneste aften, når du begynder at tage antræk til en tandbørstning eller putning. Det var en kunst at putte trunten og den dag i dag kan jeg takke hende OG hendes lillebror for, at jeg ved så meget om søvn og børn (i alle aldre!!!).

Lillebror Rio var en helt anden udfordring, med sin refluks, der vækkede ham 10-20 gange hver nat. Drengen ville egentlig gerne bare sove, men han var så slemt forpint af mavesyren og chokeret over søvnapnø, at han havde brug for at komme op i favnen til en trøster og en bøvs, førend han smed sig ud til siden, for at blive lagt ned i sin seng igen. Han sov i sin egen seng på sit eget værelse fra han var 5 uger gammel, da han gryntede, snorkede og gav sig så meget i søvne, at vi andre ikke fik lukket et øje.

Først da han var 1 år gammel fandt han fidusen ved at ligge i arm hos mor og rykkede ind i smørhullet. Det kæmpede vi så med de næste 4-5 år. Med en dreng der i starten lå og kaldte for at blive hentet ind og senere lærte selv at snige sig ind midt på natten.

Putningen af Rio har altid båret præg af, at han lige skal vride det sidste mor-hed ud af mig. Om det er en ekstra lang godnatlæsning, at jeg lige skal lægge mig lidt hos ham, at han skal have et glas vand, en tur på tønden, har ondt i maven, eller har dårlige tanker etc. Drengen har simpelthen sort bælte i at trække putningen ud og drive mig til grænsesætning og afvisninger…!

Jeg har været ved at rive mit hår ud ved roden i frustration over at blive udfordret på mine pædagogiske evner udi i de sene nattetimer. Og jeg har mange gange hørt mig selv reflektere højt over, at man ikke har prøvet at have børn, førend man har prøvet at kæmpe med en terrible three’er der ikke vil i seng….!

Jeg har arbejdet med mine børns søvn on and off igennem de 9-12 år de har levet.

Filippa blev en god sover som 3 årig, lige inden lillebror kom og Rio var omkring de 6 år, før han stoppede sine natlige vandringer (med aktiv hjælp fra mig), men han kan op til i dag stadig have dage, hvor han har svært ved at give slip ved putningen.

Jeg lærte mine børn at få hypnose, når de ind i mellem havde tilbagefald og ikke kunne give slip. Kaldte det en drømmerejse, og hjalp dem ned igennem deres krop, med start fra Glabella punktet mellem øjnene og hele vejen ned igennem kroppen med dyb vejrtrækning og total afslapning til følge. Sluttede af med positive tanker om en god søvn og en ny dag imorgen. De elsker det stadig og kan godt finde på at bede om det, hvis det brænder på og tankerne ikke vil give slip.

Med en lille bebs og tigerspring og nye putte udfordringer er der ikke meget tilbage af mig, når de store går i seng. De er heldigvis store nok til at respektere det og kan lettere nøjes med en kort samtale og et kys.

Jeg er ikke særlig audidativ efter kl 21, hvis jeg skal sige det på en pæn måde, så de gange Rio har haft behov for mere, har jeg trukket på principperne bag Meyermetoden til baby og givet ham en tur i “Vemaskinen”(som vi kalder den). Så trykker jeg ham godt ned i madrassen fra hoved til tå og hele vejen tilbage igen og han siger tak og lægger sig til at sove..

Og så takker jeg for at have et værktøj at tilbyde ham…

Skærmbillede 2015-08-20 kl. 11.13.17 PM

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bagsiden af (amme)medaljen