Kære Pædagog – Vil du ikke godt være sød at kysse mit barn?
Vi du ikke godt bare kramme hende, lade hende sidde på skødet, nusse hende, trøste hende.. Hvis hun skal skiftes, så skift hende. Også selvom der ikke er nogen anden kollega på toilettet…
Hvis det falder naturligt, så giv hende da et kys i håret eller på kinden… hvis hun nu kommer med sin lille trutmund og føler du har fortjent et kys, vil du så ikke godt bare tage imod det..?
Kære pædagog vil du ikke godt holde af mit barn?
Vil du?
Tør du?
Også selvom der nu igen er fokus på at beskytte vores institutionsbørn mod overgreb fra jer.. -de mennesker vi hver dag betror vores dyrebareste…
..det er så paradoksalt..!
Jeg skammer mig over den implicitte anklage og forbudene, der sniger sig ind i institutionernes pædagogiske rammer.
Snart er alle pædagoger underlagt pædofiliangst og forbud, som ødelægger vores børns omsorgsgrundlag i institutionerne. Lige meget om reglerne bliver nedfældet i hver enkel institution, så sætter polymikken sig i os som samfund – i vores børnekultur. Det bliver stift og i forsvar undgåes den nære kontakt. Hellere undgå kontakten end at komme i fare for mistænkeliggørelse…
Men børnene forstår ikke bevæggrundene.. de mærker blot konsekvensen.
Professionaliseringen af samværet. Distancen. Det umiddelbares fravær. Det glade frie samvær tabes. Alt for mange tanker skal tænkes på begge sider for at navigere i det lovlige spillerum. Bånd skal lægges på følelser. Øjenkontakten forsvinder idet sjælens spejl ikke matcher de udtrykte følelser. Der fattes ægthed og børnene frarøves deres udvikling af deres følelsesliv..
Det bliver mange timer dagligt uden den nære tilknytningsrelation.
Den yderste konsekvens er ensomme børn.
Så Kære Pædagog..
tag imod mit barns kærlighed og gengæld gerne!
Det vil jeg værdsætte…
-og tage imod med kyshånd!
Jeg har fuld tiltro til, at I ved hvordan man viser empati og omsorg og hvordan man omgåes børn med forståelse for deres integritet og grænser.
Det er jo jeres uddannelse, interesse og job!
————-
Verden er altså ikke så farlig, som vi har så travlt med at gøre den.
Den bliver først farlig, når vi begynder at opføre os derefter.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'
jeg er helt enig. jeg både krammer, nusset, kysser, trøster Osv. det er en væsentlig del af den pædagogisker praksis at være nærværende og omsorgsfuld og engageret. jeg ser når nået lykkedes når noget er svært. jeg kan slet ikke lade være at uddele kys og kram til de børn jeg hver dag passer ellers vil jeg have svært ved at se barnets forældre i øjnene hvis jeg var engageret og omsorgsfuld.