Billeder fra Novas fødselsdag og 15 gaveideer til en fireårig fødselsdags pige

Ti råd til hvordan man får baby til at tage sutten.

 

Jeg har selv haft to sutte børn – min første og den sidste, og så en dreng midt imellem, der absolut ikke var til sut.

Til gengæld var han rigtig meget til sin Doodoo bamse med whitenoise og senere hen introducerede jeg ham for en sutteflaske med vand med det allermindste hul i sutten.  Han havde reflux og brug for lindring fra det sagte rindende vand. Vandsutten – som vi kaldte den, holdt han fast i til natten til han blev knapt fire år, tror jeg.

Der kan være masser af gode grunde til at introducere en sut til din bebs. Og der er også nogle gode grunde til at lade være. Men nu skal det her indlæg handle om, hvordan du får baby til at tage sutten, for det er nok, kva indlæggets titel, derfor du læser det;-)

Gode grunde til sut eller not!

Som hovedregel vil jeg dog lige nævne, at det kan være en god ide at vente med at introducere sutten, til amningen er etableret og brystvorterne er helet. Hvilket kan tage fra 2 til 6 uger. Det kræver nemlig en anden, mere hård teknik, at holde fast på en sut og det kan smitte af på, hvordan baby tager fast på din brystvorte. Så hvis der allerede er slid, og vorterne er ved at hele kan det være bedst at undgå sutten. Omvendt kan du have en baby med et så stort oralt behov og nogle vorter der slet ikke kan følge med og så ved vi jo allesammen (som har haft et grædende spædbarn) hvor meget man vil gøre for at stoppe et barns gråd -og at sidde med hudløse vorter i en lille pirathajs mund er ikke just, det der er bedst for nogle af jer. Her kan det nogle gange aflaste at føre babys hånd op til munden og hjælpe dem til at sutte på deres knoer eller på jeres for den sags skyld.

Så “mærk” jer frem og stol på, at I bedst ved, hvad der er det helt rigtige i jeres situation.

Hvorfor er det så svært at få babyer til at tage sutten?

Den første og største grund til, at babyerne ikke bare falder til sutten er hmmm.. at det hedder at falde til patten;-) Babyer vil selvfølgelig helst have et bryst. Ved brystet får de meget mere end blot det orale behov stillet. Også selvom de bare ligger og “hyggepatter”, de ligger nemlig hud mod hud og får både stabiliseret deres åndedræt, blodsukker og hormonbalance, og de nedregulerer også og får tømt hovedet for dagens stimuli, og så er, bare det at ligge ved brystet, med til, at de kommunikerer med brystet og “minder” det om at der skal produceres mælk.  Så der er helt naturligt en hvis skepsis fra baby for at ligge og arbejde på noget der ikke giver pote. De babyer, der nupper sutten i første hug, er ofte sådan nogle babyer, der sutter på hvad som helst og så er der ikke så stor fare for at de bliver sutteforvirrede, men derimod skal man i starten være opmærksom på, at baby ikke ligger og bruger for mange kræfter på en sut og dermed ikke har energi til selve måltidet.

Den anden store grund er, at du giver baby en alt for lille sut! Prøv at lade baby sutte på din finger. lad fingeren glide helt derind hvor den naturligt ligger godt i babys mund. Hold øje med hvor dybt din finger faktisk er inde. Du vil blive overrasket, når du trækker fingeren ud og sammenligner den med de der små 0-3 mdr sutter du har forsøgt med.. I ALLE SLAGS AFSKYGNINGER! Det er seriøst den bedste industri. Hvis man vil være sikker på at tjene penge skal man bare sælge sutter i 0-3 mdr for desperate forældre køber sutter i flæng! Og alt de skulle vide var bare at skippe den lille ubrugelige 0-3 mors sut og så springe ud i den der lidt større model som baby til at starte med får brækrefleks over.. DEN kan nemlig noget! Altså ikke brækrefleksen… det er selvfølgelig lidt synd. Men forsøg forsigtigt og…

  1. Køb en større sut.
  2. Varm sutten op først mod din hud, i din BH eller underblusen.
  3. Dryp den evt med lidt modermælk.
  4. Sørg for at vinkle sutten op mod ganen og ikke mod dybden af munden.
  5. Introducer ikke sutten, når baby er ked, vred eller ophidset.
  6. Introducer sutten efter en amning, imens baby ligger i en halvdøs ved brystet og bare har lyst til at hyggesutte lidt i søvne.
  7. Efter du har ført sutten op mod ganen, laver du nogle små mod-ryk, som om du var ved at tage sutten ud igen, så vil baby automatisk forsøge at holde på sutten.
  8. Når baby arbejder med sutten, kan du give den nogle små tap, så du ligesom puffer lidt til sutten, rytmisk, for at aflede baby lidt.
  9. Giv det et forsøg over en lille periode og stop så med at forsøge indtil der er gået lidt tid. Evt næste dag. Baby kan reagere med modstand mod sutten, hvis den opfanger, at det er det eneste, du fokuserer på.
  10. Bind en stofble om suttens ring, så sutten får noget vægt og kan støtte sutten til at blive inde.

 

 

Held og lykke med sutteriet og kommenter endelig i kommentarer til blogindlægget hvis I har andre gode fifs eller råd til hvordan man får babyer til at tage sutten<3

 

Kh Meyermor


 

Husk jeg tilbyder ammerådgivning, babytrivsel konsultationer, familiedannelse, jordemoderterapi, efterfødselssamtaler og meget andet! Tag et kig på www.meyermetoden.dk

Jordemoder Heidi Meyer Vallentin

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

16 kommentarer

  • Janne

    Hej
    Min datter på 5 mdr. aner ikke hvad pokker hun skal gøre med den sk… sut.. Hun synes den er fin nok at gumle på som andet tyggelegetøj – men sutte gør hun ikke.. Tror snart vi har prøvet alle sutter på markedet i alle str. og også de 10 råd ovenfor.. Vi har forsøgt fra amning var på plads med jævne mellemrum.. Skal vi bare give op..?
    Den eneste grund til at jeg er SÅ ihærdig nu, er fordi hun er begyndt at gumle og sutte ret specifikt på tommelen hvilket jeg helst vil undgå.. :/
    VH Janne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tjah læg en masse sutter i legetøjet og vær sammen med andre der har sut i mund og se om hun selv har lyst til at føre den op til munden og ellers er der nok ikke andet at gøre end at lade jeres datters smukke vilje være i fokus <3 Måske gumler hun blot på fingeren fordi hun er ved at få tænder. kh Heidi

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hej Heidi,
    Min lille pige på 12 uger vil ikke tage sut, hun tygger på den og støder den ud med tungen, og som regel gagger hun på den meget let, nogle gange har det resulteret i voldsomt opkast. Jeg prøver på ingen måde at proppe sutten i munden på hende, men tilbyder den forsigtigt og sigter mod ganen, men gagreflexen trigges alligevel. Nogle gode råd her? Hun har meget sutter hov og bruger pt mig som sut, og da jeg er alene med hende er jeg ved at være lidt presset over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Signe, har du mon prøvet at snyde sutten i munden på hende når hun døser? Lad sutterne ligge frit tilgængeligt og leg ” jeg snupper den fra dig leg” i stedet for at prøve at få hende til at tage den og se om ikke hun selv synes det er sjovt at føre en til munden. held og lykke og husk, hun vokser og vokser og bliver nemmere at trøste med andre ting hen af vejen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej Meyermor.

    Jeg har forgæves prøvet at Google mig til svaret, men uden held.. Jeg håber derfor, at du kan hjælpe mig.
    Vi startede ud med at prøve en bibs sut str. 2, men vores søn vil ikke tage den. Det er nok lykkes 3 gange på en måned at få ham til det. Hans brækrefleks provokeres med sutten.
    Jeg har nu bestilt str. 1, men kunne se på hjemmesiden for sutterne, at de kun anbefaler str. 1 til børn, der ikke vil tage str. 2.
    Det er lykkes lidt flere gange at få ham til at tage str. 1, men langt fra hver gang.

    Mit spørgsmå er så: Sker der noget ved at bruge str. 1?
    Jeg fuldammer, og det går godt.
    Jeg har bare brug for sutten, da min søn ellers søger tryghed ved brystet konstant for at kunne sove.

    Mvh. Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Rikke, Der sker ikke noget ved at du prøver jer frem med forskellige størrelser sutter. Det er kun den første måned hvor amningen etableres at det kan være hårdt for brystvorterne, at baby sutter forkert på en sut ved siden af amning. Tillykke med din lille suttefrans <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej.
    Min datter på 7 mdr. vil ikke længere tage sutten. Hun havde for ca. 3 uger siden, falsk strubehoste og siden de dage det stod på, har hun ikke ville have sut. Hun har ellers fint brugt sin sut og var glad for den. Hvorfor og hvordan får hende til at bruge sut igen?..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Louise, Hun associerer nok sutten til følelsen af at mangle luft. Jeg ville lade sutten ligge omkring hende og lade hende selv lege med den uden at føre den til hendes mund. Hun ønsker nok selv at styre det og vil helt fornægte den, hvis I presser hende. Så giv det en pause og prøv igen en aften, hvor hun er på vej ind i søvnen. Istedet for at presse sutten ind i munden ville jeg lege med at trække den fra hende.. Aflæs hendes reaktion. Hvis den er negativ skal I ikke arbejde mere med den, men måske prøve at indføre en erstatning for sut. Måske en bamse eller klud istedet. kh Meyermor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linea

    Hej Meyer! Sker der noget ved at give en for stor sut? Fx str +18 mdr. bibs til én på 8 mdr? Min pige vil kun tage de store men der er jo lang tid til hun bliver 18 måneder som pakken siger…. ((:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      der sker nok ikke andet end at hun spytter den ud hvis hun ikke kan lide den:-) Så nej det er ikke farligt:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Super fint indlæg 👍🏻😊 jeg kæmper med en BIBS str. 1 og MAM str 0-6 mdr. Min datter er 2 mdr. Og nægter både BIBS og MAM 😫😱 hvilke sutter bør jeg gå efter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde prøvet stortset alt, købt mindre sutter, forskellige former og alt muligt.

    Jeg faldt over det her indlæg for 10 dage siden, hvor jeg skyndte mig ud og købe nogle større sutter – OG DET HJALP! Tusind’ tusind’ tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Hej
    Ville høre angående den smarte Doodoo bamseom lydende følger med til bamsen eller om selv skal have sat lyd i bamsen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Prøv at google den. Jeg ved ikke om de kommer i forskellige variationer i dag, men den har i hvert fald livmoder susen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeder fra Novas fødselsdag og 15 gaveideer til en fireårig fødselsdags pige