Baywatch Gina, Sex & and the city Kim og jeg i samme båd..

Det er umiddelbart ikke det værste selskab jeg kunne have, sådan to hotte erfarne damer og der ville da nok være lidt af hvert, jeg gerne ville sludre med dem om! Meeeen havde vi været på en båd uden vores livsvigtige stofskifte medicin i længere tid, var det sjove hurtigt gået af den sejlads. Det er nemlig sådan, at vi i hvert fald på et punkt deler skæbne.. Vi lider nemlig alle 3 af sygdommen Lavt Stofskifte. Og derefter ender enhver sammenligning så desværre;-)

Lavt stofskifte er en sygdom i skjoldbruskkirtlen. En rimelig usynlig synder som har stor indflydelse på indehaverens livskvalitet og som giver et hav af forskellige symptomer. Det har jeg skrevet om i et tidligere indlæg. Her vil jeg fortælle om min egen oplevelse med stofskiftesygdommen, Hashimoto.

I 2005 blev jeg gravid med mit andet barn og umiddelbart derefter flyttede vi til Hong Kong. Jeg troede det var varmen, der gjorde mig så utilpas i graviditeten. Skiftet fra aircondition indendørs til en luftfugtig hede udendørs gjorde mig svimmel og jeg havde flere episoder, hvor jeg var ved at besvime. Lægen målte et meget lavt blodtryk på mig og forklarede, at det var naturligt for den tidlige graviditet, at jeg var svimmel. Jeg skulle drikke rigeligt vand. Det gjorde jeg så og ignorerede mit ubehag. Svimmelheden blev bedre hen af vejen,  senere i graviditeten fik jeg så graviditets kløe. Min lever var altså belastet af graviditeten og det kløede pænt sagt af H til i hænder og fødder. Der var ikke alarmerende tal fra leveren, så der var kun en kur og det var at føde. Og det gør man jo heldigvis før eller siden.

Den første tid efter jeg havde født vores dejlige store søn, var jeg helt hyper. Jeg husker at han sov fantastisk fra kl. 21 – 03 de første 3 mdr. Man kunne have stillet en klokke efter ham, så der var al mulighed for at gå i seng og sove. Men jeg var alt for rastløs til at sove.

Samtidig med at min søn begyndte at vågne oftere efter de 3 mdr, blev jeg tiltagende mere træt. Min søn led af Silent reflux, som giver mange smerter især om natten. Læs om det her. Det gav jo meget god mening at jeg var træt med alt det natteroderi. Jeg var jo søvnberøvet til den helt store guldmedalje. Men det blev helt ekstremt med den træthed. Omkring de 4-5 mdr var det som om jeg ramte en mur. Og så stod tiden stille inde i mit hovede. Jeg følte mig dækket af et tyndt stykke stof. Prøvede at beskrive det. Det var som om min hjerne kørte ned i gear, som om jeg kørte på 50 % af min kapacitet. Jeg kunne ikke mærke mig selv eller andre. Intet huske. Kunne ikke fokusere og holde en ærlig tanke kørende til ende. Når jeg vågnede, var jeg ligeså træt, som da jeg gik i seng. Havde brug for en middagslur kort tid efter at være vågnet, kun for at vågne trættere end da jeg lagde mig. Jeg havde kun tabt fødselskiloerne og vægten stod stille på +10 kilo. Jeg gik rundt med en stor rund oppustet mave, som var jeg i 5. mdn. Jeg kunne ikke komme på toilettet. Mistede appetitten og håret så forfærdeligt trist ud. Jeg havde en sovende fornemmelse i skuldrene og mine hænder. Men det var vel bare sådan det var at have ammehjerne og være mor til to…?

Det var først efter et par måneder, hvor min ryg pludselig låste sig i 5 dage, at jeg begyndte at tale med lægen om mine symptomer. Hun screenede mig for efterfødselsdepression. Jo jeg var da halvdepressiv, men det var da pga. mine symptomer og ikke omvendt. Så begyndte jeg at få ondt i leddene. Jeg ved ikke hvem, der var mest træt af at høre på mig og al min lidelse, mine omgivelser, min læge eller mig selv…

Lægen fandt nogle forhøjede infektionstal i mit blod, mistænkte gigtfeber og gav mig en hamper anitibiotika kur, det hjalp. Kortvarigt! Så pludselig satte min nakke sig i en seriøs lås. Jeg kunne ikke bevæge hovedet i nogen retning i en uge!!! Det var så smertefuldt. jeg skulle have hjælp til at bære mit hovede, når jeg skulle ind og ud af sengen, jeg kunne ikke selv se ned og lægge min søn til brystet, kunne ikke løfte ham eller lege med ham. Jeg var helt færdig.. Og så gik holdet pludselig væk efter 10 lange dage.

Jeg havde humørsvingninger, muskeltræthed og svimmelhed. Mit hjertede lavede ekstraslag. Jeg havde uro i benene så huden krøb på mig. Jeg gabte uafbrudt og pustede ved den mindste anstrengelse. Min stemme ændrede sig, blev dybere og lidt hæs og jeg rømmede mig ved følelsen af en klump i halsen. Jeg kunne ikke holde øjenkontakt, når jeg talte med nogen og mit engelske ordforråd blev indskrænket. Jeg var ved at være vanvittig til sidst og mit selvværd på vej ned, mit ægteskab ligeså. Alt gik hen over hovedet på mig og jeg var dybt frustreret. En dag blev det lige toppet op med, at min veninde spurgte mig hvorfor jeg ikke ringede tilbage igår…. – JEG KUNNE IKKE HUSKE AT HUN HAVDE RINGET OG VI HAVDE TALT SAMMEN!

Lægen tog igen en blodprøve der viste ingenting..

En dag fulgtes jeg sammen med en veninde og hendes veninde. Veninden fortalte om den her sygdom, som hun netop havde fået konstateret. At hun havde haft den i 5 år uden at vide, at hun var syg, men at hun havde vænnet sig til at gå i seng kl 20 og leve på halvt blus med diverse kedelige symptomer. Jeg spurgte hvad den sygdom hed og så vendte jeg pænt om og gik direkte op til min læge. Om hun havde tjekket for Thyroid disease??? Jeg vidste knapt, hvordan det udtaltes eller hvad sygdommen indebar, for jeg havde aldrig hørt om sygdommen før. Men lægen vidste hvad jeg talte om og hun mente da, at den burde vi da have udelukket allerede… men det havde “VI” ikke.

Og så fik jeg dommen. Min skjoldbruskkirtel var ødelagt og jeg skulle tage medicin resten af livet, men det var ligemeget i øjeblikket for nu havde jeg endelig et bevis på at der VAR noget galt! Og med det var der jo også noget der kunne GØRES…!

Jeg fik mine piller… trappede langsomt op, sov endnu mere…. og efter ca 6 uger følte jeg en bedring! Det var lange uger at vente. Vi fandt min dosis og jeg fik det godt… nok.

Lavt stofskifte er en sygdom. Og selvom det er en forholdsvis nem sygdom, at behandle er det stadig en sygdom og medicin er ikke altid lig med velvære. Det måtte jeg senere mærke på min egen krop. Både gennem Eltroxinskandalen og da jeg senere fik Wilson low T3 syndrom. Som I kan læse om i dette indlæg.

Som mange andre stofskifte patienter måtte jeg blive ekspert i min egen sygdom for at opklare, hvorfor medicinen ikke længere virkede, når blodprøverne og lægerne sagde, at jeg var velbehandlet. Jeg fandt ud af at de gængse blodprøver kun viste niveauet af medicin i mit blod og ikke hvordan optaget var på celleplan. Jeg fik langt om længe lov at få målt de frie værdier, der viste at bla. min lever ikke længere kunne omdanne medicinen til aktivt hormon. Derfra var der yderligere en kamp i at få lov til at få den medicin min krop behøvede. Ren T3 er nemlig et meget potent hormon, som kan give hjerteproblemer. Men det lykkedes og fra den første pille kunne jeg mærke at mit liv kom tilbage til mig.

I dag er jeg blevet gode venner med min sygdom og jeg havde en fin graviditet og fødsel uden symptomer fra stofskiftet.

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'