En pause fra Risikosamfundet

Vi er landet i Bangkok igen efter endnu en af de gode ture.

Jeg føler mig heldig.

Vi stod op imorges 5.45 og det lykkedes at få alle børn og kufferter ud af døren uden at vække hele båden og uden piv og skænderier klokken 6.20 og sågar med en sovende baby i bæreselen. Vi klarede to gange busskift og en indtjekning plus en tur gennem Security førend Sovetrynen slog sine små blå øjne op med et stort smil på læben. Hun var vågen 1.5 time i lufthavnen og den halve time flyet holdt i kø til en slottid til afgang. Hun nåede lige at flænse en pakke kiks udover Cathay Pacifics midterrække, men ellers lagde hun sig artigt til at sove og sov til vi var vel på jorden igen 3 timer senere. Det føles næsten for godt til at være sandt.. tæt på grænsen for hvor heldig man har lov at være.
Vi sidder nu i en Isuzu limo-taxa på vej mod Dolphin Bay Resort -et hotel vi troede lå i Hua Hin, men det gør det vist ikke.. Jeg vurderede, at den dobbeltop pris på limoservicen var godt givet ud frem for at sidde i en almindelig taxa med en veludhvilet baby de 2-3 timer turen til Hua Hin skulle tage, og det var godt prioriteret skal vi sige det sådan, Nova er nemlig fuldt opladt! …og chaufføren forsøger at forklare mig at hotellet ligger i en anden by 1.5 time længere væk..

Jeg er træt og sådan set ligeglad, bare vi ender i PeterFars arme. Jeg er ved at være lidt småmør. Selvom det går godt og jeg værdsætter de små sejre, som beskrevet ovenfor, så er jeg ved at have nået et punkt, hvor jeg trænger til at krænge mor-dragten af, smide ansvaret og bare være lidt HeidiHeidi.. Og gerne den lillepige af slagsen. Den som lige skal trøstes lidt for no reason og have en peptalk og måske endda et put for at komme på ret vej igen. (Kun måske;)

Jeg sidder her i taxaen med mine sovende børn og mærker min lykkefølelse slå over i en let melankoli. Følelsen af at tingene er gået så godt, at det snart må vende, kommer over mig. Som Ikaros der fløj for tæt på solen. Som stereotypen på en kvinde finder jeg fejlfinderen frem og gransker vores status. Der må da være noget jeg kan bekymre mig over..
Status er 3 sovende børn i bilen her og 1/3 af familien der venter ved poolen. Det er jo i sig selv ganske lykkeligt.
Men så slår det mig.
Vi kører uden autostol.
Motorvej og landevej.
Time efter time.
Vores liv i chaufføren og tilfældighedernes vold.
Gisp!

Det er egentlig en gammel nyhed. Jeg har forlængst vænnet mig til at vi lever (har levet) i en anden verden herude.
Taxa ture uden autostol eller seler kommer ligesom ikke op på højde med de 3-4 mand høje familier, der balancere afsted på scootere igennem trafikken i myldretid og når du først har prøvet at køre din nyfødte hjem fra Queen Mary hospital i en blød lift i dine arme, siddende i en taxa med en storræbende kineserchauffør der taler i telefon med den ene hånd, piller næse med den anden og filer på gassen og bremsen i et væk, imens han dytter og skælder ud på cantonesisk, så er det ikke så svært at gøre igen.. Og da slet ikke med en venlig smilende Thailænder, der siger undskyld hver gang han kører over et bump..

Men det er jo decideret tabu for en dansker at køre bil uden sele og livrem og at erkende, at man udlever den slags risici på sine børns vegne er jo nærmest en forbrydelse, der berettiger offentlig klandring og som minimum en stigmatiserende afstandtagen fra den uagtsomhed der udvises.

Dyb vejrtrækning.
Okay
Jeg er tilbage.

Men er der een ting jeg hader mere end at opdage, at jeg har taget fejlfinderbrillen på midt i min egen lykke, så er det at være underlagt risikosamfundets begrænsninger.

Vi lever i Danmark et superoptimeret, priviligeret liv, hvor vi ikke bare skal tænke på AT få noget at spise, men HVAD vi spiser og ikke AT komme frem fra A til B, men igen hvordan vi sikkert forsørger vores helse og sundhed og minimerer risiko ved hver eneste handling vi foretager. Vi skal ikke bare leve livet, vi skal forlænge livet og holde krampagtigt fast i al den rigtighed vi kan overkomme. Normer og moral er i højsæde i vesten, fordi vi har for meget tid til overs, når vi er færdige med at overleve. Vi skal ikke bare overleve men leve over..

Og det er da vel også, i og for sig, godt nok!

Vi skal da alle gribe vores muligheder, men behøver det at betyde, at man skal føle sig uagtsom og uforsvarlig, hver gang man ikke lever efter højeste fællesnævner..? Hvorfor skal vores succes som voksen og ansvarlig vurderes, ud fra vores navigering i fare og risici?

Jeg så for nyligt et sødt billede postet på Facebook af en lækker bebs i en autostol. Teksten var moderens lettelse over, at de var kommet over Fyn uden problemer med den lille mand (hvem er ikke lettet efter Fyn) på vej mod Jylland og bedsteforældre og lidt stolthed over den dejlige dreng i stolen. Svarene til billedet tangerede fra “åh men undskyld jeg ser kun den løse sele” til “også selen jeg ser, håber at I er kommet sikkert frem???” Og Gud hjælpe mig om ikke den stakkels mor blev afkrævet at melde tilbage om alle var kommet sikkert frem..! I en slags hensynsindpakket moral-sanktionering mod hendes uagtsomme opførsel, som barnets mor.

Need I say, at jeg var rødglødende på moderens vegne, men sgu også på vores alle sammens vegne!

Og nu tillader jeg mig at rulle mig ud..

Vi lever alle et moderne liv, hvor risiko er et menneskeligt grundvilkår. Den teknologiske verden er et usikkert unaturligt sted, så al handling er forbundet med en given menneskeskabt risiko, som kan beskrives med Sandsynlighed x Konsekvens.

Vores rolle er så at navigere…

Men hvad vi også skal have med i vores ligning er, at hvis vores modstandskraft overfor risici er lille, bliver vi sårbare. Også som samfund. Med andre ord, hvis vi ikke accepterer risici og fare, som en naturlig del af vores liv, kan det være enormt svært at forholde sig til virkeligheden og konsekvensen, når det uønskede sker.

Risiko behøver altså ikke at være en dårlig ting. Det lærer os at fejle, mislykkes, indgå kompromisser, at komme til skade, sørge og finde fodfæste igen. Det lærer os at være ansvarlige og selvstændige, som en del af et samfund, hvor vi IKKE lader vores liv styre af ubegrundet frygt.

Vi skal lære at skelne mellem risici og fare, der er begrundet og risici der blot gør os neurotiske, paranoide og handlingslammede!!!

Ahhh.. Så kan jeg få luft igen!

Det er ikke min hensigt at ligge fornuft og forebyggelse af fare for had, men jeg vil gerne slå et slag for opmærksomhed på risikosamfundets begrænsende og ødelæggende natur, når vi begrænser os selv og andre fra at leve.

Mon ikke det trods alt er vigtigere at leve frem for at være sikker?

Big Mother – den manipulerende moderlige omsorgsstyrede søster til Big Brother, skal tage sig en slapper og vi skal lade være at synge Big Mothers slagssang, som et samstemmende nonnekor og istedet smide frygtens burka og lade vores hår hænge løst.

Her i min taxa må jeg acceptere mine vilkår og leve det liv med de muligheder jeg har.

Skik følge eller land fly. Det nytter ikke noget at jeg sidder med en stor pegefinger ud af vinduet efter de intetanende lokales risicifulde adfærd. Og det nytter absolut ikke noget, at jeg sidder med dårlig samvittighed og ser det ene scenarie efter det andet af bilulykker, døde forældre og grædende babyer foran mit duknakkede skamfulde indre øje.

Jeg tror på livet.

Og jeg tror på at vi kommer sikkert frem, måske ikke til Hua Hin, men i hvert fald til Dolphin Bay og Peterfar og storebror.

Jeg vil slutte af med anekdoten om manden, der spurgte sin læge om han ville leve til han var 100 år, hvis han holdt op med at ryge, hore og drikke.

Det ville lægen ikke love.

“Men jeg kan love at det vil føles sådan”

..

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'