Bossens bagside… om når ens barn gør onde ting.

 

Hun er en speciel lille støbning, hende min kære datter. Meget meget anderledes fra mine to andre børn.

Det er vist ikke gået nogens næse forbi her på bloggen at hun er lavet af en helt speciel blanding. Ligner sin far og gavtyv som sin mor.. og så er der lige hældt et par batterier i bolledejen, og du ved aldrig, hvornår de selvantænder til hyperenergi eller som den anden dag, ganske enkelt eksploderer.

Normalt er vi ude i den der ekstra energi. Gå-på modet og imødekommenheden, som måske nok er heftig, til tider lettere hektisk, men dog overvejende positiv. Hun kan vel nok være en håndfuld og også komme lidt uheldigt ud med alle sine kræfter, så der ryger nogle casualties på vejen, Men det er som regel hurtigt tilgivet. You win some you loose some med en personlighed som Novas.

Men så indimellem slår hendes lille hjerne en flikflak. Og al den der søde energi samler sig som en lille atombombe i hendes hovede og så detonerer den… Og sender total udslettelse og strålebølger ud i en armslængde radius omkring hende. Der er hyletone i hendes ører og shellshock i øjnene..

..ingen kontakt!

Og så gør hun virkelig dumme ting!

Som at trampe hårdt ned i bladene, hvor hun egentlig godt ved, at storebror har gemt sig. Og stempler ham lige i ansigtet, på den kolde næse. Og selvom det måske ikke var tænkt, at det skulle gå så galt – og hun selv er forskrækket, så tværer hun den lige ud i ansigtet på ham med et “HA HA – så ku du bare lade vær!”

Ingen anger!

Eller jo.. det kom der faktisk i denne situation! Faktisk var ovenstående eksempel, så voldsomt selv for Bossen, at hun i en hel time bagefter blev ved at få flash backs, hvor hun virkelig havde det svært med sin handling. “Jeg ville ønske jeg ikke var Nova” kom hun med.. og det på trods af, at ingen havde skældt hende ud, men blot vist hende konsekvenserne – at storebror græd, at næsen var hævet og at han havde brug for at blive pustet på. Hun var vitterligt chokeret og hun rendte væk og ville sidde for sig selv. Jeg måtte flere gange gennemgå hændelsen med hende og fortælle hende, at hun ikke gjorde det med vilje. At hun ville gå på storebror, men at hun ikke vidste at hans hovede var lige der…

Lille mus.. Alt for store følelser og kræfter i så lille en krop.

Men ellers kan hun virkelig være svær at arbejde med, når først hun har fået sat sig selv ud i en situation, hvor hun godt ved, at hun har gjort noget dumt. Undskyld falder hende ikke nemt og hun kan blive kold i måsen, som var hun en selvhøjtidelig teenager.

Der er heldigvis virkelig langt imellem hendes udfald. Trodsalder er ikke noget hun ellers gør det store ud af, men i sidste uge lavede hun et stunt, som virkelig kom bag på mig.

Det var ved afhentning i Børnehaven. Jeg står med ryggen til og krydser hende af, da jeg hører et “op igen Leya” Leya var faldet lige ved siden af Nova. Jeg tror egentlig ikke, at Nova havde haft noget at gøre med faldet, men Leyas gråd fik mig til at spørge om de ramte hinanden. Og jeg opfordrer Nova til at hjælpe Leya op.

Nova går istedet over og stempler Leya lige i maven med et hårdt spark!

Leyas mor står lige ved siden af og vi når samtidig over til pigerne. Hun til sin og jeg får fingrene i Nova inden hun når at løbe væk.

Det var simpelthen ikke i orden NOVA!!!

Jeg tager fat i hende og holder hendes fast. Jeg ved godt, at børn ikke kan bruge skæld ud og at det er krænkende at blive holdt fast her foran alle de andre. Men I dette tilfælde er handlingen SÅ kriminel, at retten til pædagogisk behandling er frafaldet. Det drejer sig simpelthen ikke om MIT barn, men om det andet barn.

Jeg maser Nova ned og sidde på gulvet, dels for at fastholde hende, men også for at grounde hende. En måde at  få hendes opmærksomhed. Jeg siger til hende, at det gjorde virkelig ondt på Leya og at hun skal skynde sig at finde en undskyldning frem. Det vil Nova ikke. Og jeg ved, hvor stædig hun er.

Normalt ville jeg ikke tvinge et barn i denne alder til at sige undskyld, men hellere hjælpe hende med en undskyldning, ved at tage hende i hånden og gå over og sige undskyld for hende. Men den her var simpelthen så grim.. Jeg hører Leyas mor trøste sin grædende datter i baggrunden ” Ja Nova kommer snart og siger undskyld til dig – jeg kan se på hende, at hun er på vej.”

Ja sagde jeg, det kan du tro Leya, for jeg kan godt forstå, du blev ked af det, det var godt nok voldsomt at blive sparket lige i maven… vendte mig mod Nova, helt ned til hendes øre og sagde, at hvis ikke hun fandt en undskyldning frem i en fløjtende fart, så røg hun direkte hjem i seng uden aftensmad! Trusler! JA. Jeg var gal, JA. Og hun skulle både se det, høre det og mærke det.

Hun vred sig fri og jeg tænkte, at hun ville løbe ud i garderoben, hvilket jeg ville lade hende gøre. Jeg ville ikke tage reaktionen længere, men istedet bruge tiden til at tale hende igennem. Det ville tage lang tid!

Men hun løste den selv ved, at hun istedet løb over til Leya i sofaen og råbte UNDSKYLD. Hvorefter hun løb ud i garderoben.. Jeg sagde tak til Leyas mor, for at hun havde taget det så pænt og givet os en chance for at komme igen… Hun svarede, at de er jo bare børn.. Ja sagde jeg, men den var godt nok hård! Og hun smilte tilbage og nikkede..

Jeg var så ked af det!

Kom ud til Nova, der var endnu mere ked af det.. ” Jeg ville ønske jeg var med i en film, græd hun” – Det må være børns svar på at have brug for at slette og spole tilbage… Jeg krammede hende og sagde, at det var godt, at hun havde sagt undskyld, for det havde Leya brug for. Men at hun også selv havde brug for det! For når man gør sådan noget, så er det jo ikke med vilje, og det har man brug for at sige med en undskyldning.

Og så fandt jeg en lille chokolade i tasken, som jeg synes hun skulle gå ind og give Leya som trøst. Er der også en til mig spurgte hun? Måske sagde jeg, men ikke lige nu, nu er det Leya det gælder.. Nova løb ind og gav chokoladen til den stadig snøftende pige. Og så havde Nova det meget bedre bagefter. Og jeg bar hende ud i bilen, hvor vi var så heldige, at mor havde en chokolade mere..

Jeg har aldrig været den med barnet der bed, barnet der tromlede andre eller barnet, der direkte stempler en i maven. Men det er jeg nu. Og det kan være sårbart og svært at tale om, men jeg har lært en masse ved at se situationen fra denne side..

Lige så skøn som hun er, inkluderende og god til at lege, lige så stolt jeg kan være over hende, lige så flov kan jeg også være over, at mit barn indeholder denne side.

Man siger, at børn spejler det de ser derhjemme.. Så derfor kunne jeg føle mig som en dårlig mor. Bekymre mig om vi gør noget galt. Om hvad andre tænker. Den indre hammer går i gang.

Men jeg tror i bund og grund ikke, at det er vores børns handlinger, der dømmer os. Men mere, hvordan vi reagerer, når de handler, der betyder noget.

Børn skal hele paletten rundt. Nogle med mere kraft og power end andre og de får og giver nogle knubs. Men hvis vi bliver så flove, at vi ikke tør se deres handlinger og reagere på dem, men bare ignorerer eller tier det væk, så har vi først fejlet. Og hvis vi bliver alt for vrede på dem, der skader, så giver vi dem ikke mulighed for at bryde ud af deres følelser og udvikle sig.

Hvis jeg var Leyas mor ville sparket være en sag, men en anden sag er, at se, at der er en forælder, der tager det alvorligt og arbejder med barnet. Ellers svigter man dem begge.

Bossen er en lille pige med en masse power og forhåbentlig lærer hun at styre den hen af vejen. Det hjælper i hvert fald, at hun bliver mødt af en forstående mor som Leyas mor og at hendes egen mor tager det alvorligt <3

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'