Just another day at work #2 – En hyldest til mine kolleger på fødegangen.

Fuld tavle, fulde fødestuer, en akut telefon, der kimer uafbrudt, en fødemodtagelse, der svømmer over med fødende. Klokker der ringe efter extra hænder på stuerne, til fødslers afslutninger eller forløb, der kræver indgreb.

En afdeling på den anden ende for at lukke hullerne under landets fødende. Slukke brande og klappe gløder og gøde vand på de brandvarme fødende, der er brændemærket af tilstanden, der mest af alt minder om Force Majeure..

Afdelingsjordemoderen, der bliver revet i fra højre og venstre, imens hun jonglerer patologi, indgreb, overflytninger, udsendelser til hjemmefødsler, indkørsler fra hjemmefødsler, konfererer forløb og holder et overblik over syndfloden af fødende og afdelingens ressourcer, imens hun med den anden hånd febrilsk taster telefonnumre for at indkalde flere hænder på deres fridage.

Jordemødre, der jonglerer deres egne fødsler og nupper en klokke ved nabostuen, assisterer lige en blødning, en fastsiddende skuldre eller et akut kejsersnit og tørrer alvoren af sig inden de træder tilbage til deres eget forløb og forsøger at håndhæve en anstændig fødeomsorg.

Sosuassistenterne, der organiserer fødestuer, rengøring, klargøring, assisterer jordemødre ved forløsninger, læger ved kopforløsninger og scalp Ph’er, og de fødende, når de skal have lidt mad og fødselsdag på stuen og jordemoderen er løbet videre til næste forløb.

Det er ragnarok!

OG ALLIGEVEL klarer vi den..

Jeg får den der helt specielle følelse, når jeg kigger på mine kolleger..

Søde, dygtige empatiske mennesker.

Kloge piger. Hjælpsomme piger. Morakkere.

De ser lidt slidte ud her hen på morgenen. Men der er alligevel altid lige en hånd på skulderen, en “godt klaret” tilkendegivelse, en fælles frustration over situationen, men ikke over hinanden, et “kom godt hjem og tak for kampen”. Et møde i gangen og et øre der vil lytte, både til de hårde oplevelser, men også en fælles glæde over de gode oplevelser.

En fælles passion for faget og for familierne driver os i fascination over kvinders evne til at føde og vores egen evne til at forløse fødsler under uforløsende forhold..

Det er et teamwork..

Jordemødre, sosuassistenter og læger imellem -med familierne som aktive deltagere og med staten og de evigt forringede arbejdsvilkår, som det tunge lod om vores ben.

Vi slæber vores ben efter os, men vi løfter i flok.. endnu!

Tak for jer -mine kolleger!

Godnat fra en berørt nattevagt.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'