Giv mig komplicerede fødsler, giv mig skrigende børn, giv mig hvad som helst.. men fri mig for…

…mit konfirmations pres…..!

Shit jeg er stresset over den kommende konfirmation!

En ting er, at vi skal have knapt 100 mennesker til fest, at vores lokale på Jazzhuset Monmartre blev aflyst i sidste øjeblik, at vi har fundet et nyt, som så er et hotels morgenmads-lokale, så vi først kan få adgang til lokalet, NÅR vi sidder i kirken, så jeg skal bero mig på ANDRES evner til at opdække både bord, lokale og servering UDEN min indblanding.. (okay det var måske mere end een ting) noget andet er, at jeg skal samarbejde med barnets –den kommende voksnes- far, som aldrig har været kendt for at gøre tingene nemmere, end de er i forvejen. Og som jeg lige nu ikke kan vide mig sikker på, kan holde fokus på hovedpersonens følelser frem for sine egne… Men noget helt tredie er, at jeg oveni, at jeg skal jonglere mine rørstrømske følelser over, at se min store pige blive endnu større, skal forsøge at holde en tale for min lille store pige…

En tale, der skal fylde de få minutters taletid, jeg har foran min øjesten, inden hun farer ud i livet uden at se sig tilbage..

EN tale til min pige… <3

Jeg sidder her.. foran computeren.. og tiden går.. tæller ned. Om lidt er det nu! Der er kun få dage tilbage.. Og jeg har pres!

Og det er IKKE fordi jeg er i sidste øjeblik.. For jeg har siddet her foran computeren MANGE gange før nu og forsøgt at finde min vej. Jeg har brugt timevis i gamle minder af både foto-form, film og den store mindekasse i kælderen.

Og det er ikke fordi jeg mangler inspiration.

Jeg har fundet så MEGET, jeg har lyst til at dele og sige!

Ord, fra en lille tanke-bog min mor gav mig, da jeg var gravid – en bog til tankerne om, hvordan det var at vente og forvente en lille ny.

Den første lille afklippede guldlok, om fortællingen om nuancerne i hendes hår, hvordan det gik fra mørkt til rødblond til krøltop til hendes lange fine lokker i dag. Hvordan, det kun groede på toppen i et flot punk og hvordan hun hver morgen vågnede op som en lille trold, der var blevet brugt til at feje gulv med i nattens løb.

Min trold.

Om vores hårde vej gennem fødsel og amning, om at hun skylder mig en halv brystvorte, om at vi klarede det! Hun og jeg og hendes elskede far. En lille ung familie, der måtte rejse ud på eventyr for at finde familietid. Til et job, hvor far kunne være mere far og mindre far away.. Om savnet og livet som pilot-familie.

Om eventyret og vennerne, solen, poolen og grill-festerne. Om hendes internationale skolegang og hendes canadiske accent.

Dans og sang, og fødselsdage.

Og trods! Det lort! sagde du og fik slebet dine kanter.

Jeg var imponeret! Og blev gode venner med “Esmaralda” hen af vejen.

Min datter..

Vores unikke bånd.

Dig og mig Filimon.. Vi klarede alt!

Vi rejste jorden rundt alene og senere med lillebror. Løb gennem lufthavne for at nå en stand by plads. Kom så mor -vi kan godt! Jeg lærte dig at tro på det! Og lillebror fulgte efter selvom han ofte hang i bremsen og du måtte vente på sidelinien.

Vi klarede skærene.. også da det blev for svært det hele.

Og vi fandt vores egen vej videre.

I sneglehuset. Vigtigst var roen.

Om logistik og samarbejde. De hårde cykelture, i sne og slud, Kom så børn – vi må “bide” ballerne sammen! Bagefter grinte vi af metaforen og varmede os på vores kærlighed. For vi ku godt! Men det holdt hårdt..

Og så kom Papfar og gav familien liv igen – og du elskede det. Et dagligt liv. Og en ekstra bror og søster. The more the merrier i din optik. Du har alle dage været god til at lede og samle. Du samler på gode ting. Gode minder, oplevelser og venskaber. Og du er så god til at give. Men også til dig selv. Din lille slikdetektiv. Vi ved godt, du står tidligt op for at hamstre til din madpakke. Men jeg elsker dig for det.. Også det!

Grib dagen, musling, det er dit moto.

Og vid at jeg altid vil gribe dig.

<3

…

Der er SÅ meget jeg har lyst til at sige.. og det er meget nemmere på skrift end det er i virkeligheden.. jeg ville ikke nå langt i denne retning før følelserne overvælder mig, ordene forvirrer og meningen forsvinder. Men det er heller ikke disse ord du skal have på din dag, de ligger her til en anden gang.

Så mor har konfirmationspres.. Og du kan mærke det.. men vid at det er af den gode slags. Det er den slags pres, der kommer fra et hjerte, der løber over med kærlighed og bare gerne vil gøre det så godt for dig.

<3

en mere af de følsomme her:

Slipping through my fingers