Farvel 2017 din bitch…

2017 har sgu været et tough år for Heidimor…

Fra at have haft en masse gode intentioner om at være på forkant og gå ind i mit fyrretyvende år i en super fit og frisk krop har jeg måtte sande, at det modsatte blev virkeligheden.

Sidste efterår deltog jeg i et 6 ugers bootcamp forløb hos Lotte Arndal med striks kost og træning. Jeg var super motiveret og gik all in. Dokumenterede alt, hvad jeg proppede i munden, dyrkede en times motion dagligt og trænede hårdt 3 gange om ugen med en personlig træner hos Arndal Fitness.

Den første uge gav overraskende gode resultater. Jeg tabte mig 1,5 kg og fik samtidig 200 g muskelmasse og overraskende god energi..

..men så blev mit syge stofskifte paranoidt og slog bremsen i og holdt på alt de næste 5 uger.

Jeg stod simpelthen helt stille -På trods af den rimelig store kost og livsstilsomlægning. Det eneste, der ændrede sig, var min gode energi, som var for nedadgående. Da vi tog efterbilleder og mål var jeg ikke rykket en mm, men jeg var til gengæld blevet mere træt i mit syge stofskifte. Det havde intet med Lottes program at gøre. Hun har haft flere klienter med forskellige stofskifte problematikker, men min sygdom har den lille tvist, der hedder lavt T3 syndrom og her reagerer kroppen inflammatorisk på overbelastninger. Jeg er ikke helt sikker på, om det var træningen eller mine mange nattevagter i perioden, der slog bunden ud af min fysik, eller om det var en efterfølgende omlægning af min medicin, der gjorde udslaget, men konsekvensen var, at jeg gik ind i 2017 og altså min fyrreårsfødselsdag d. 2. Januar sidste år med en galopperende fyrreårskrise og en fysik i forfald.

Til gengæld var jeg landet godt i mit drømmejob hos Storkereden og fra årskiftet gik jeg på deltid for at kombinere det med mit private jordemoderi med Meyermetoden workshops og bogskrivning. Deltiden hjalp mig også med at overkomme de tiltagende problemstillinger i min ryg. Og jeg fik også mere tid til alt det sjove. Og familielivet kan man jo også altid bruge tiden på.

Starten af året gik dog også med det helt store flyttestress, da vi tog vores store sammenbragte familie på 6 mand og flyttede fra 140 kvm i Indre by til 110 kvm på Islands Brygge. Vi downsizede for at få den kvalitet og lokation vi ønskede os og et lettere UDELIV med vores lille “have” af en 40 kvm terrasse. Og vi elskede vores nye sted, men det har været og er stadig udfordrende at få organiseret os, så det hele spiller.

I februar fik jeg så en alvorlig inflammation i min ryg, der sendte mig helt til tælling i ti meget lange dage og de efterfølgende on and off perioder med tiltagende stivhed og natlige smerter i min lænderyg. Resten af året er gået med at tage til undersøgelser og behandlinger i et langt væk… Oveni har der så lige været et par meget store events som Filippas konfirmation i april og min søns skoleår i Hong Kong, som har været alvorlige tids og følelsesrøvere af den helt store art. Men jeg fik taget røven på jer med en aprilsnar, der for en stund fik mig til at glemme alt det andet.

Maj bød på et ammestop, som jeg stadig går og tænker, at jeg vil have skrevet om. 2.5 års amning er alligevel lidt af en epoke i vores liv og jeg føler ikke det er helt afsluttet, før jeg har fået det rundet af i et lille skriv..

Puttehelvedet kunne også godt bruge lidt mere tid og jeg skylder jer stadig at dele nogle flere af de gode søvn råd, jeg sidder inde med, -men som i den grad har været spildte på min lille Phd i søvnudfordringer aka Nova – Bossen – duracell kaninen, som mangler søvnhormon… Hun har trukket en del tænder ud og til dels været grunden til at blogskriveriet er gået noget ned i blus.

Til gengæld er jeg glad for at jeg har fået delt  vigtig viden om amning og for kort tungebånd. Og et par andre gode indlæg om sædefødsel og turbofødsel og hvordan du arbejder med din smertetærskel og amning.

Jeg er udtalt aftenskriver… men når ungen er tunet ind på ens nervesystem og først kan finde hvile, når hun ligger op af en puls på omkring de 45, så er der ikke meget gas tilbage til den aften… Og derudover har der været en bog på nakken af mig – som en evig eksamensforberedelse, der bare sidder der i baghovedet og venter på at slå dig med sin dårlige samvittighed. Og sjovt nok er det meget nemmere at skrive et blogindlæg og feks fortælle jer lidt om, hvad forskellen på en stewardesse og en jordemoder er, frem for at få hul på skrivebylden og få bogen ud af hovedet og ned på papir.

Men den er på vej og den bliver så god!

Sommeren, der aldrig kom, blev grundet lejlighedskøbet og forventningen om have-vejr afholdt i Danmark. Og vi fik holdt nogle dejlige fester, som mest fik tid på min instagram, da vi i den grad udnyttede de få solskinsdage sommeren bød på og den stod på  kvalitetstid med min søn, hvis afrejse dato nærmede sig.

Hverdagen startede og Bossen holdt os travlt beskæftiget og Opdragelse kan man altid få tiden til at gå med… på den gode måde eller den dumme.

Efterårets mange smerter – både savnet og den tiltagende ryg stivhed fyldte mine dage, eller især morgener! men jeg fik også pludselig en ny problemstilling ind i vores familieliv. Bossens hørelse var måske ikke kun selektiv, men vi fandt vores vej -indtil videre.

Nova lærte at cykle og jeg lærte at give slip.

Det blev til et enkelt jordemoder politiske engagement i år og lidt om seksuelle børn, Og #metoo var ikke til at komme udenom og selvom det var grænseoverskridende, fortalte jeg endda min beretning for åben skærm til et tv program. Det var jeg egentlig ikke så god til.. det der med at tale direkte til et kamera.. så var det lettere, da jeg deltog i et båndet radioprogram på kanal 4, hvor danskerne fortalte deres helt egen danmarks historie. Her delte jeg historien om mit første værelse, min første cigaret og min første gang.. og så noget om mit udseende. Det var sjovt!

Så sjovt, at jeg også sagde ja til at deltage i Esmes Spørg Momster programmer.

Det er til gengæld ikke sjovt at savne sin søn og selvom han har klaret det godt halvvejs i sit skoleår i Hong Kong, fandt jeg tid og mulighed for en smuttur ud og kysse på ham og se hans skole og i det hele taget bakke op om det liv, han lever hos sin far.

Bagefter var det tid til en kærestetur. Et tiltrængt en af slagsen… og vi nåede lige hjem inden Novas fødselsdag, som vi gik all in og fejrede dagen før den rigtige dato. Og det lykkedes at køre den fuldt igennem, så vi hver især kunne være bortrejst med arbejdet på selve dagen.

Over julen har vi så lige haft den store piges 15 års fødselsdag, en skøn nytårsaften med gode venner og som rosinen i pølseenden, har vi idag fejret mig… Vi er i gode venners sommerhus. I de smukkeste omgivelser. Jeg har fået så mange dejlige hilsner og kærlighed og vi har hygget med at male sten, spille spil og gå en lang tur ved vandet… Min mor har været forbi og min mand har sørget for alt, for jeg er ..

.. slidt. Rygsmerterne er kommet for at blive… Det som jeg til at starte med hørte som en lille parantes i diagnosen med 3 x diskusprolapser og slidgigt i lænden plus modicforandringer, viser sig at være hele min problemstilling.

Hvem fanden ved hvad modicforandringer er?

Det skal jeg så lige love for, at jeg gør nu… Efter et helt år med ondt i ryggen.. Er det den sidste måned for alvor gået op for mig, at det her ikke kan trænes væk. At jeg ikke kan tænke det væk. Jeg kan heller ikke VILLE det væk. Prognosen er 7-12 års smerter før den rådne lille bakterie i min ryg har ædt sig selv op. Måske kan laser hjælpe og måske skal jeg på en 100 dages bivirkningsfuld antibiotikakur.. Men måske virker det ikke. Og det er jeg så dybt skuffet over.. at jeg har tudet det meste af aftenen, indtil jeg satte mig til at skrive dette indlæg…

For jeg GIDER ikke være smertepatient! Jeg VIL fanme ikke.

Jeg har så meget andet jeg skal.. og der har jeg altså brug for min ryg, min energi og mit gode humør..

så jeg vil virkelig gerne sige farvel til 2017

Og et goddag til 2018… – vil du være venner?

 

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'